Vi kan stoppe piratkørsel sammen

Indsatsen mod skrupelløse vognmænd og deres brug af billige østchauffører er ved at bære frugt.
100%
Annonce
Det sker under forhold, vi troede blev afskaffet med slaveriet i 1848. Og fordi den skrupelløse del af arbejdsgiverne og deres organisationer udfordrer love, regler og EU-direktiver i jagten på hurtige penge.
Politi, regering og 3F arbejder benhårdt for at bekæmpe social dumping og piratkørsel. Det bliver bare ikke altid fortalt højt nok. Men i 2013 kan vi ikke længere påstå, at problemerne er usynlige i pressen og i debatten. Det seneste år har piratkørsel fyldt indslag i seks tv-aviser. Ministre og politikere, også i EU, og aviser har taget ordet piratkørsel til sig.
I foråret fik vi strammet reglerne og øget kontrollen. Folketinget er på vej med nye bødesatser, der hæver straffen for ulovlig piratkørsel til 35.000 kroner med mulighed for tredobling.
Det er ikke kommet af sig selv. Det skyldes blandt andet målrettet faglig indsats fra 3F’s Transportgruppe, fornuftige vognmænd, mange af landets chauffører og deres landsklub. Vi har medvirket til at sætte problemerne på dagsordenen. Og vi har bidraget med konstruktive forslag til løsninger.
En del af arbejdet foregår på Facebook. Siden foråret har vi fået 6.400 venner på siden “Stop Piratkørsel”. Det skaber synlighed, fællesskab og daglig information om piratkørsel. Såvel om problemer som bud på løsninger og om både skurke og billeder fra politikontroller.
Jeg oplever, at stemningen er ved at vende. Vi chauffører er for alvor ved at rykke sammen. Vi kan sikre et dansk transporterhverv styret af danske hænder og danske forhold. Hvis vi stiller krav, imens vi selv byder ind med løsninger.
Problemer er der rigtigt mange af. Vi er på vej til at løse nogle af dem. Følg med, og byd ind med løsninger, så vi kan tage fat på resten og holde dampen oppe. Vi ses på Facebook. På “Stop Piratkørsel” og “Landsklubben for danske Godschauffører under 3F”.