At servere egne fortrædeligheder for andre tangerer ifølge Lise Nørgaard til det uhøflige og er i hvert fald decideret kedsommeligt, for dem der skal lægge øre til. For selvom alt i livet bestemt ikke er tant og fjas, bør man styre godt uden om at underholde med sine egne plager.
– Man skal undgå at nedsætte sig som permanent grædekone. Hvis mennesker er i en truet og dårlig situation, skal man naturligvis gøre noget for at hjælpe dem, men vi vælter os i luksusproblemer i Danmark. Man kan jo sidde og begræde, at man ikke har en bil eller to, eller at banken gerne vil have de penge, man skylder, siger Lise Nørgaard og kommer i tanke om de ord, der før i tiden ofte hang over husets dør: Gud ser alt.
– Sådan et stykke kunne man godt brodere i julegave til danskerne i dag. Med ordene: Der er nogen, der har det værre end dig.
Så kom posten
En del af forklaringen på fru Nørgaards ildhu gemmer sig nok både i generne og i lysten til at sluge livet og ventilere sine meninger i begavet selskab. Også i dag, hvor der godt nok er ryddet ud i skaren af jævnaldrende, men ikke i vennekredsen. Eller som Lise Nørgaards datter Bente ynder at sige: “Alle mors kærester er under 50”.Du er stadig i gang med at mene noget. Også selvom du har fået nogen over næsen gennem årene?
– Ja, jeg har endda to gange fået en stor lort tilsendt. Første gang var, da jeg i 1964 rapporterede fra Grækenland i anledning af prinsesse Anne-Maries bryllup. Læserne havde jo forventet ren Barbara Cartland, men det viste sig, at mange ting i landet jo ikke så så godt ud. Det skrev jeg om, og så kom posten.
– Anden gang var, da jeg diskuterede BZ’ere i tv og sagde, at når politiet nu vidste, hvem de unge mennesker var, så syntes jeg, de skulle spørge dem, hvor de ellers boede, og hvorfor de var så vrede? Min hushjælp insisterede på, at jeg meldte brevet med lorten til politiet, for der var også trusler i det. Jeg havde ellers smidt lorten ud, men så kom politiet og rodede den op af skraldespanden, og i lang tid efter holdt der en politibil uden for mit hjem. Det bevirkede, at alle bilister pludselig kørte så nydeligt, at det var til at komme over vejen.
Trusler har ikke afholdt dig fra at mene noget?
– Nej, for jeg har aldrig taget mig af dem. Jeg fik mange anonyme breve, især fra kvinder, for dengang var man nødt til at sætte et frimærke på sine ondskabsfuldheder og gå ned i postkassen med dem. Og mænd har jo aldrig været ret gode til at skrive breve. Men i dag er de perverse stoddere kommet til, fordi de bare skal trykke på en knap på Facebook, så ryger deres elendigheder afsted.
Forstår du, at der i dag klages over den måde at debattere på?
– Tonen er blevet værre, men jeg undrer mig over de unge politikere, der reagerer så skræmt. Man må finde sig i at få en over snuden engang imellem. Det har aldrig afholdt mig fra at deltage i debatten, men ikke på Facebook. Hvad er det dog for noget sludder om “venner”? Venner er nogen, man går ud i verden og møder, siger Lise Nørgaard.
Fri abort
Grundtonen i hendes liv som meningsmager har altid været en opfordring til at tage ansvar for sit eget liv – og sørge for at tjene sine egne penge. Og den kamp, Lise Nørgaard i dag er mest stolt af, er kampen for fri abort. Den blev grundlagt i en tid, hvor pigen i barndomskvarteret drak salmiakspiritus, fordi hun var kommet i uføre, og genboen slog sit barn ihjel.– Rædslen for en uønsket graviditet var mere eller mindre højlydt overalt. Da p-pillen kom, lettede låget. Og så fik vi den fri abort i 1973. Det er naturligvis ærgerligt, at nogen misbruger den, men folk fik for mange børn før i tiden, og de fleste koner bestilte ikke andet end at knibe knæene sammen, siger Lise Nørgaard.
Kun én gang har hun fortrudt en mening. Det var, da hun engang i 60’erne skrev en kronik om, at hushjælp skulle være fradragsberettiget.
– Aldrig har jeg været så populær hos husmødrene, åh kæreste, de sendte mig lange håndskrevne breve, hvori de beskrev, hvorledes de havde haft de mest forfærdelige unge piger.
Lise Nørgaard blev i tvivl, for som hun beskriver i den nye bog “Fruen kommer i dag”, så blev hun mistænksom over, at både Den Danske Husmoderforening og de mandlige journalister på avisen syntes, at kronikken var det viseste, de havde set på tryk. Lise Nørgaard havde overset, at “fru Olsen, der stod på fabrik og sorterede flasker”, ikke havde råd til hushjælp og dermed ikke noget fradrag.
– Når man får ret af de forkerte, skal man begynde at tænke sig om, siger fru Nørgaard.
Den aktuelle debat om DR’s tv-serie “1864”, nægter hun dog at deltage i – endnu.
– Jeg agter ikke, i respekt for instruktøren, at mene noget om den, før jeg har set alle otte afsnit. Og fordi jeg godt kan huske de frygtelige anmeldelser, jeg selv fik efter de første omgange af “Matador”.
Holder du mon helt op med at mene noget engang?
– Ikke så længe jeg står på begge ben og endnu kan bruge hovedet – og ser nogenlunde ud.