Truede brancher står til at miste tilsyn

Vejledende indsatser i 18 nedslidningstruede brancher kan være fortid. Det vil ramme omkring en million lønmodtagere.
100%
Annonce
Det drejer sig blandt andet om tilsynets vejledende indsatser i 18 nedslidningstruede brancher.
Den særlige indsats i eksempelvis daginstitutioner, slagterier og hjemmeplejen kan således snart være fortid. Det kan ramme omkring én million lønmodtagere, som ifølge en opgørelse fra Arbejdstilsynet arbejder i de nedslidningstruede brancher.
Det skriver Avisen.dk.
– Besparelserne bekymrer mig meget, siger arbejdsmiljøansvarlig i 3F, Ulla Sørensen, til Avisen.dk.
De særlige tilsynsindsatser skal beskæres med 31 millioner kroner i 2016 og fjernes helt i 2017, fremgår det af finanslovsforslaget.
Dermed ryger de 50 millioner kroner, som den tidligere regering havde afsat til de særlige tilsynsindsatser i nedslidningstruede brancher.
Når arbejdstilsynet banker på døren hos en virksomhed, er det ikke altid uanmeldt med henblik på at uddele sanktioner og påbud.
Siden 2007 har nogle særlige indsatser været et supplement til de almindelige tilsyn.
I stedet for kontrol er de særlige indsatser sat i verden for at skabe dialog mellem virksomheder og Arbejdstilsynet.
Det betyder, at første gang, Arbejdstilsynet kommer på besøg, er det udelukkende for at vejlede i, hvordan man på arbejdspladsen kan forebygge fysiske og psykiske skader. Derimod er det andet besøg et almindeligt og uanmeldt kontrolbesøg.
At det netop er de forebyggende tilsyn, der nu står til at forsvinde, er slet ikke den rigtige vej at gå, mener Flemming Overby, der er bestyrelsesmedlem i “Konsulenterne i Arbejdstilsynet”.
– Man ved, at arbejdsulykker og -lidelser koster samfundet mellem 60-80 milliarder om året. Og kører man den her besparelsesplan igennem, vil udgifterne øges. Det kommer til at koste samfundet rigtig mange penge – langt mere end de 93 millioner kroner, man vil spare på Arbejdstilsynet, siger han til Avisen.dk.
Også i 3F er man utryg ved, hvilke konsekvenser besparelserne kan få, fortæller Ulla Sørensen.
– Hvis ikke vi får gjort noget forebyggende, så vil 3F”erne ikke kunne blive længere på arbejdsmarkedet, som politikerne kræver, siger hun.
Arbejdstilsynet skal forberede sig på ikke længere at få ekstrabevillinger, hvis det står til arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen. Det kan frigøre ressourcer til at fokusere på virksomheder, som har problemer, frem for alle landets virksomheder, mener hun.
– Derfor støtter jeg tanken om besparelser i Arbejdstilsynet, men jeg er opmærksom på, at der er udviklet gode tilsynsmetoder i nedslidningstruede brancher med mere tid og fokus på dialogen. Det er mit håb, at man vil tage erfaringerne fra de tilsyn med over i de risikobaserede tilsyn, når man nu ved, at de virker, siger hun til Avisen.dk.
I Dansk Folkeparti mener beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, at det vil være uheldigt at fjerne de særlige indsatser. Derfor har han bedt sin kollega René Christensen, der er partiets finansordfører, om at kæmpe imod besparelserne på Arbejdstilsynet.
– Der er da nogle af de her ting, som forebyggelsen af vold mod sundhedspersonale, som vi skal gøre alt for at få trukket af bordet, siger han til Avisen.dk.
René Christensen ønsker ikke at kommentere sagen, men han har tidligere i flere medier erklæret sig klar til at sikre Arbejdstilsynet penge til at kunne fortsætte deres arbejde på nuværende niveau i 2017.
Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.