- Jeg har altid været en stor mand. Det har aldrig været en hindring for, at jeg kunne få arbejde. Og det har intet med min rygskade at gøre, siger Ole Lynge.
En 60-årig betonarbejder med diskusprolaps i ryggen er blevet nægtet førtidspension. Dragør Kommune forlanger, at han først skal tabe sig.
Freja Thorbech og Signe Højgaard
100%
Annonce
Tidligere betonarbejder fra Dragør, Ole Lynge, har fået afslag på førtidspension med den begrundelse, at han er for fed. Dragør Kommune har givet den 60-årige mand afslag på førtidspension til trods for, at flere læger vurderer, at Ole Lynge aldrig bliver i stand til at arbejde igen, uanset om han taber sig.
Ole Lynge døjer med daglige smerter efter en arbejdsulykke for fire år siden, hvor han pådrog sig en diskusprolaps. Han er 196 centimeter høj, og vejer 130 kilo. På grund af smerterne kan han ikke gå mere end en kilometer om dagen. Han kan derfor heller ikke dyrke motion.
– Jeg har altid været en stor mand. Det har aldrig været en hindring for, at jeg kunne få arbejde. Og det har intet med min rygskade at gøre, siger Ole Lynge til Fagbladet 3F.
3F har anket sagen
Ole Lynge har arbejdet, siden han var 14 år, hvor han kom i lære som bygningssnedker. Han har kun været uden arbejde, da han engang styrtede 10 meter ned og efterfølgende var sygemeldt i to år.
– Jeg har arbejdet i over 40 år og betalt rigtig mange penge i skat. Nu hvor jeg for alvor har brug for hjælp, smækker kassen i. Det føles vanvittig uretfærdigt, siger Ole Lynge.
3F har sørget for, at Ole Lynge er blevet testet på Arbejdsmedicinsk Klinik, som har vurderet, at han ikke vil blive i stand til at arbejde, selv hvis han tabte sig. 3F har derfor anket sagen.
Kommuner afviser fede
Ole Lynge er ikke den eneste, der har fået afslag på hjælp fra kommunen, fordi han vejer for meget. Tidligere slagteriarbejder Karin Nielsen har fået at vide, at hun med sine 77 kilo og 164 centimeter skal tabe sig, hvis hun vil have førtidspension. Tidligere på sommeren rejste FOA en lignende sag, som FOA har overdraget til en advokat for at rejse den som principiel sag ved domstolene.
Afdelingschef i Dragør Kommune Pia Eriksen vil ikke udtale sig i en konkret personsag. Hun henviser til kommunens skriftlige afgørelse, og til at Beskæftigelsesankenævnet har givet kommunen medhold.