Flere og flere arbejdsskadede bliver tilkendt erstatning, viser tal fra Arbejdsskadestyrelsen.
Ny opgørelse viser, at flere får anerkendt arbejdsskader.
Kristian Jessen NY
100%
Annonce
Brækkede lemmer, psykiske lidelser, chok og død.
De fleste danskere kender en fra deres arbejdsliv, som har pådraget sig en skade eller været ude for en ulykke på jobbet. Eller i værste tilfælde har man måske selv oplevet det på egen krop.
Og hvis man har været så uheldig at blive skadet på jobbet, så kan man i langt de fleste tilfælde få anerkendt erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen.
Hurtigere behandling
Det viser helt nye tal fra styrelsen, der netop har sendt sin statistik for behandlede sager i 2010 på gaden. Og her er andelen af af anerkendte ulykker steget.
I 2010 blev næsten 78 procent af alle ulykker anerkendt. I forhold til 2004 hvor procenten var på 65.
Oven i de stigende tal, så er sagsbehandlingstiden på arbejdsskader også faldet. Og det glæder direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne Lind Madsen
-Vi har i de senere år arbejdet meget strategisk med vores sagsbehandling, så de mennesker, som er kommet til skade på deres arbejde kan få en både faglig kvalificeret og hurtig behandling af deres sag. Det må vi sige er lykkedes nu, og det kan jeg naturligvis kun være tilfreds med, siger direktøren.
Større fokus på erhvervsskader
Ifølge Arbejdsskadestyrelsen er over halvdelen af de anerkendte skader sket på arme, hænder og fingre samt ben og fødder.
Men også psykiske skader bliver bedre behandlet i Arbejdsskadestyrelsen.
Næsten 27 procent af sagerne om erhvervssygdomme, såsom psykiske skader, blev anerkendt. Dette er den højeste procent for den gruppe, siden arbejdsskadereformen i 2004.
Der blev i 2010 tilkendt erstatninger for 3,7 milliarder kroner. I alt 2,7 milliarder kroner blev udbetalt i forbindelse med arbejdsulykker, mens godt en milliard kroner er erstatning i forbindelse med erhvervssygdomme.