Tre år efter Jan Brodka var involveret i ulykken, har han fået erstatning.
Den 54-årige asfaltarbejder Jan Brodka fra Faxe har fået kompensation for sin smadrede ankel. 1,7 million lyder erstatningen for arbejdsulykken på.
Søren Dal Rasmussen
100%
Annonce
Han måtte springe for livet, da de to lastbiler stødte sammen bare få centimeter fra, hvor Jan Brodka var i gang med asfaltarbejdet på Vibyvejen syd for Roskilde.
Ulykken i april 2009 kostede Jan Brodka en smadret ankel og resten af hans arbejdsliv. Siden er han blevet førtidspensionist.
– Jeg var langt nede. Jeg ønskede ikke at blive førtidspensionist. Jeg græd og følte mig som et socialt tilfælde, siger Jan Brodka.
Savner arbejdet
Nu ser tingene lidt lysere ud for den tidligere kloak- og vejarbejder. Med hjælp fra 3F Midt- og Østsjælland har han fået en erstatning på 1,7 million.
Erstatningen har hjulpet på humøret, men Jan Brodka savner sit arbejde.
– Når jeg kan dufte jorden her om foråret, så ville jeg ønske, at jeg skulle stå tidligt op og gå på arbejde. Inderst inde håber jeg også, at jeg engang kan gå på arbejde igen, siger han.
Livet i behold
I dag har han indfundet sig med skavankerne, selvom ulykken har taget toppen af livsglæden.
– Det bliver ikke anderledes, når der sidder tre skruer i anklen.
Men selv om Jan Brodka må bruge en time om dagen med at få fodkapslen og de håndsyede sko på, så forsøger han at rette blikket fremad.
– Jeg har en vidunderlig kone, der støtter mig. Jeg er vel klar til at komme videre med mit liv. Det fik jeg da lov at beholde, siger han.