Når folk på arbejde dør i trafikken, rykker Arbejdstilsynet stort set aldrig ud og tjekker, om arbejdsmiljøloven er overtrådt. Mange arbejdsgivere slipper helt uden straf, og det vil Enhedslisten have lavet om på. Arbejdsmiljøordfører Christian Juhl (EL) har kaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd for at få ændret myndighedernes nuværende praksis.
Som det er nu, behandles dødsulykkerne efter færdselsloven. Det betyder, at arbejdsgiverne meget ofte slipper fra medarbejderes dødsulykker i trafikken uden bøde eller med bøder, der ligger på linje med bøden for at køre uden hænder på en cykel.
– Det hul, som Fagbladet 3F har afsløret på området, skal dækkes til igen. Vi skal være sikre på, at der ikke er nogen, som kommer i klemme. Bøder skal bruges forebyggende, men de bøder, som bliver givet i forbindelser med dødsulykker i trafikken, er alt, alt for lave. Fordi de ofte kun bliver givet efter færdselsloven og ikke arbejdsmiljøloven. Det misforhold skal der rettes op på, siger Christian Juhl til Fagbladet 3F.
Ingen må komme i klemme
Fagbladet 3F har tidligere dokumenteret, at dødsulykkerne i trafikken stort set aldrig bliver undersøgt af Arbejdstilsynet, men kun af politiet. Det betyder, at det sjældent bliver undersøgt, om der er sket overtrædelser af arbejdsmiljøloven, hvor bøderne er af en helt anden kaliber med en bøderamme på op til 220.000 kroner ved dødsulykker med skærpende omstændigheder.
Christian Juhl understreger, at Enhedslisten vil have en ordning, hvor man ikke kun behandler dødsulykker i trafikken efter færdselsloven.
– En ordning, hvor vi kan være sikre på, at det også bliver vurderet, om arbejdsmiljøreglerne er blevet overtrådt i forbindelse med en ulykke. Det kan ikke nytte noget, at der ikke er faste regler på området, når så mange af dødsulykkerne i trafikken er arbejdsulykker. Det er i virkeligheden et spørgsmål om at få politiet og Arbejdstilsynet til at arbejde bedre sammen, siger han.
Hvad vil ministeren gøre?
Christian Juhl ønsker på samrådet blandt andet at få beskæftigelsesministerens svar på følgende spørgsmål:
Hvilke konsekvenser mener ministeren, det kan have for mennesker, der dør i trafikken under arbejde, hvis ikke ulykken undersøges som en arbejdsulykke?
Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at der bliver et fast samarbejde mellem Arbejdstilsynet og politiet i den slags færdselsulykker?
Hvad vil ministeren gøre for at alle dødsulykker i trafikken, der samtidig er arbejdsulykker, undersøges af Arbejdstilsynet?



