Arbejdsulykker er en guldrandet forretning for forsikringsselskaber.
Siden 2007 har selskaberne tilsammen tjent omkring seks milliarder kroner på forsikringer mod arbejdsskader.
Det dokumenterer tal fra Finanstilsynet, som Fagbladet 3F har gennemgået.
Fra 2007 til 2012 har selskaberne fået 8,7 milliarder kroner mere ind i præmier, end erstatningerne har kostet. Herfra skal trækkes omkostninger til drift. Det beløber sig ifølge kilder med kendskab til branchen på mellem 10-15 procent.
Dermed lander overskuddet på mellem 5 og 6,2 milliarder kroner. Det svarer til cirka en milliarder kroner om året.
Forsikringen er lovpligtig for alle arbejdsgivere.
Tjener på at anke
Advokat Karsten Høj, partner hos Elmer&Partnere, er formand for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret.
Han har et indgående kendskab til forsikringer mod arbejdsulykker. Han er ikke i tvivl om, at ulykkerne er en særdeles god forretning.
– Tallene viser tydeligt, at de tjener mange penge, siger advokat Karsten Høj.
I samme periode er antallet af ankesager eksploderet. I 2007 ankede forsikringsselskaber 594 sager. I 2011, hvor de seneste tal stammer fra, var tallet mere end fordoblet til 1.470.
Eksperten ser en sammenhæng.
– Der er flere årsager til, at de tjener godt. Men én af dem er, at de er meget aktive i at anke og påvirke afgørelser, siger Karsten Høj.
Underskud tidligere
Forsikringsselskabernes brancheforening, Forsikring&Pension, bekræfter, at arbejdsulykker er en god forretning.
– Forsikringsselskaberne tjener mange penge på arbejdsskadeforsikringer i de her år. Det skal jeg ikke lægge skjul på, siger underdirektør Hans Reyman-Carlsen.
Han mener dog, at man skal se det over længere tid.
– Frem til 2007 var det en underskudsforretning, og så har det så været en overskudsforretning siden. Man er nødt til at se på det på meget lang sigt, siger han.