Klassisk fortælling
“Hva’ faen’ giver denne kommune så penge til?”“Som indfødt svendborgenser skammer jeg mig over jeres opførsel i denne sag!”
Sådan lyder et par af de kommentarer, som vrede læsere har rettet mod Svendborg Kommune. Og det er der en god grund til. Det mener Benjamin Rud Elberth, som lever af at rådgive virksomheder i brug af sociale medier som for eksempel Facebook.
– Det er en helt klassisk fortælling. Mange læsere opfatter det som en sort/hvid historie om ”den lille mod den store”, og det skaber forargelse, siger Benjamin Rud Elberth.
Han forklarer, at danskerne i dag i høj grad bruger Facebook til at lægge pres på politikere, kommuner og myndigheder.
Op på talerstolen
At så mange mennesker er vrede over sagen viser, at der er meget på spil for kommunen.– Mit bud er, at de er meget stressede og smider alt for at kunne krisestyre. Men situationen er svær for kommunen, fordi de er bundet af fortrolighed i forhold til borgeren. Samtidig læser mange mennesker kun de hurtige overskrifter, og det gør det svært at formidle sagens substans.
Som situationen er lige nu, er sagen med til at skade kommunens omdømme, mener Benjamin Rud Elberth.
– Jeg mener, at kommunen skal på talerstolen. De skal fortælle om fakta i sagen. De skal vise, at de forstår problemstillingen, og så skal de vise noget handling, siger han.
Tavshed kan være bevidst
Kommuner må normalt ikke udtale sig til medier om borgeres private forhold. Men Svendborg Kommune har indtil videre heller ikke ønsket at tale med Fagbladet 3F om, hvordan de generelt behandler sager om førtidspension. Det kan der dog være en god grund til:– Det kan være helt bevidst, at man venter med at udtale sig, til pulsen er faldet lidt hos læserne. I nogle situationer kan det være en meget fornuftig strategi, forklarer Benjamin Rud Elberth.
