Lukningen rammer 130 ansatte, hvoraf størstedelen er 3F’ere. Efter flere ugers forhandlinger med ledelsen, har de ansatte nu fået en fratrædelsesaftale i hus.
Aftalen for de ansatte drejer sig dels om en økonomisk aftale og en job- og velfærdsaftale, der skal hjælpe de ansatte i deres videre jobsøgning.
Den økonomiske del sikrer hver medarbejder et personligt beløb på 45.000 kroner til uddannelsesformål.
Der er også kontant belønning til ansatte, der bliver på bryggeriet. Fra februar til oktober kan en medarbejder således få 2.000 til 4.000 kroner om måneden i ekstra bonus.
Desuden gives der en fratrædelsessum på 5.000 kroner pr. år medarbejderen har været i virksomheden.
Jobcentre vil blive oprettet på bryggeriet for at hjælpe medarbejderne med at finde nyt arbejde. Kontorerne vil være åbne for fagforening, a-kasse, socialrådgivere og uddannelsesinstitutioner, der kan rådgive de ansatte i deres jobjagt.
Ikke så dårligt resultat
– Det har været benhårde forhandlinger, og hele forløbet har trukket tænder ud. Selvom det ikke er en situation, man ønsker at skulle stå i, så er resultatet faktisk ikke så dårligt, mener 3F’ernes fællestillidsrepræsentant, Jesper Damgaard Frid, der også er næstformand i samarbejdsudvalget, som har forhandlet aftalen på plads.Det er Royal Unibrew, der driver Ceres i Århus, der har valgt at sælge den centralt beliggende grund og flytte ølproduktionen til anlæg i Faxe og Odense. Alle ansatte har ifølge Jesper Damgaard Frid fået tilbuddet om at flytte med produktionen til Faxe eller Odense.
Den officielle lukningsdato er sat til 30. november i år.
