Annonce
Annonce
Annonce

Tjekkiske arbejdere var illegale

Politiet koncentrerede sig om arbejdsulykken og undersøgte ikke tjekkernes arbejdsforhold.

100%
Annonce

De to tjekkiske murere, Milan Hajas og Lubomir Behuncik, arbejdede begge ulovligt i Danmark den famøse dag i juni 2008, hvor Benny Nielsen mistede livet ved en arbejdsulykke på Kragevej i Kulhuse.

Indehaveren af Kulhus Entreprenørfirma, Jens Erik Nielsen, oplyser til Fagbladet 3F, at han ikke direkte havde ansat de to tjekkere, som var indlejede fra firmaet Skandia Byggeservice Aps, der også er hjemmehørende i Kulhuse.

Ingen af de to byggefirmaer havde på ulykkestidspunktet tilladelse til at beskæftige arbejdskraft fra de nye EU-lande. De to tjekkere er heller ikke momsregistrerede som enkeltmandsfirmaer.

– Så for mig er der ingen tvivl: Tjekkerne arbejdede illegalt i Danmark, siger 3F’s østkonsulent Kurt Hedemand.

Vicepolitiinspektør Uffe Stormly, Nordsjællands Politi, oplyser, at politiet ikke har undersøgt tjekkernes arbejdsforhold.

– Patruljen derude havde al deres fokus på en alvorlig arbejdsulykke, der siden viste sig at blive en dødsulykke. Så kan man godt efterfølgende se, at patruljen, når den havde fået de faktiske forhold omkring ulykken på plads, kunne have undersøgt, om de arbejdede lovligt på stedet. Det er ikke sket, det må vi konstatere og så lære af, siger Uffe Stormly.

Tjekkerne væk dagen efter

Skandia Byggeservices direktør hedder Jaroslav Mikusek og har ifølge BiQ Erhvervsinformation adresse i Studenka i Tjekkiet. Firmaets eneste danske telefon er et mobilnummer. Det svarer ikke. Det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra Skandia Byggeservice.

Den dræbtes bror, Kim Ørsted, oplyser, at da han dagen efter ulykken besøgte byggepladsen, var de to tjekkere væk og erstattet af danskere.

Indehaveren af Kulhus Entreprenørfirma Jens Erik Nielsen siger, at han ikke længere har kontakt til tjekkerne.

Annonce
Annonce