Mest kendt er tagplader, kendt som bølgeeternit. Men asbesten findes også i produkter som vinyl, loftsbeklædning, ventilationssystemer, asfalt, tagpap, malinger, puds, fatninger af bakelit til lamper, kabler og isoleringsmaterialer.
Det omfattende katalog fra SBI beskriver omfanget af de enkelte produkter og indholdet af asbest i produkterne. Typisk indeholder produkterne 10 procent asbest eller mere. Udbredelsen af de enkelte produkter betegnes ofte som stor eller meget stor.
Døve politiske ører
– Som et lille forbund får vi jævnligt henvendelser fra medlemmerne. De er bekymrede for, om det, de arbejder med, kan indeholde asbest. Andre forbund får også henvendelser fra deres medlemmer om problemer med asbest, siger Søren Schytte, forbundssekretær i Blik & Rør og formand for arbejdsmiljøudvalget i BAT-kartellet, der er paraplyorganisation for byggeforbundene.– Der findes stadig asbest mange steder i den ældre danske bygningsmasse, der er bygget før forbuddet mod asbest. I nogle tilfælde er asbesten ikke registreret, og det skaber forståeligt nok bekymringer for håndværkerne, når de bagefter konstateret, at de har håndteret materialer med asbest uden at vide det, fastslår Søren Schytte.
BAT-kartellet har gennem flere år forsøgt at overtale politikerne til at vedtage en handlingsplan for at fjerne asbesten i Danmark. Eller i det mindste få foretaget en landsdækkende registrering af, hvor asbesten findes, så håndværkerne undgår de ubehagelige aha-oplevelser.
– Der er manglende politisk bevågenhed. Vi er i løbende kontakt med politikere for at få gjort noget ved den skjulte dræber. Men det er virkelig op ad bakke at få politikerne til at handle, siger Søren Schytte.
Hundrede pladser om året
Byggefolkene søger også hjælp hos Byggeriets Arbejdsmiljøbus, BAMBUS, når de får mistanke om asbest i renoveringsopgaver.Otte konsulenter fra BAMBUS har siden 2008 besøgt 717 byggepladser, hvor de har rådgivet firmaer og ansatte om asbest og ikke mindst, hvordan de undgår den farlige kontakt med asbest. Det svarer til 100 byggepladser om året.
– Vi mangler en oversigt over, hvor asbesten findes i de danske bygninger. Hvis vi havde en oversigt, så ville vi bedre kunne rådgive byggepladserne, siger konsulent Niels Erik Danielsen fra BAMBUS.

