Med Skævt.dk har 3F sat fokus på utilfredsheden med regeringens skattereform. Men det skabte vrede hos Skat. Nu er facebooksiden “Skævt” blevet lukket.
Nina Bach Andersen
100%
Annonce
Det startede med en gul helsidesannonce og et logo, som ved første øjekast lignede SKATs.
I stedet stod der dog SKÆVT, og den traditionelle kongekrone var fire spørgsmålstegn.
Annoncerne viste uligheden i de skattelettelser, som danskerne får i 2010 ved for eksempel at bære teksten:
I 2010 får bankdirektøren 440.000 kroner i skattelettelse. Industriarbejderen må nøjes med 360 kroner om måneden.
Forargelse hos Skat
Men det var ikke just glasur på Skats kage. Annoncerne fra 3F kom samtidig med Skats egen oplysningskampagne om konsekvenserne af skattereformen.
Skat reagerede med vrede og forargelse, og kontorchef i Skats kommunikationsafdeling Tage Christensen sagde 28. december til Politiken.dk.:
– Vi føler os i høj grad misbrugt. Vi har udviklet et koncept for vores annoncering for at give objektiv oplysning til borgere og virksomheder, og når andre bruger det – endda til at føre politisk kamp – så skader det vores troværdighed.
Nu er Facebookgruppen, skævt.dk, som havde 12.000 fans, pludselig blevet lukket. Det er sket som følge af en anonym klage til Facebook.
Kampagne med humor
Hos 3F skaber kritikken fra Skat dog ikke de store bekymringer:
– Det er jo tanken med sådan en kampagne at skabe opmærksomhed om en problemstilling, og det er det, vi forsøger her på en – synes vi selv – humoristisk måde, siger 3F’s kommunikationschef, Palle Smed.
Skat valgte dog mandag at droppe sagen. Selvom de føler sig misbrugt af 3F, vælger de, som ellers først meldt, ikke at gøre mere ved sagen.
Trods utilfredsheden kender man hos Skat ikke noget til lukningen af Facebooksiden.
Men Tage Christensen er, ifølge Politiken.dk, selvfølgelig fint tilfreds med, at skævt.dk er blevet lukket.
Hvis du vil se en række af de film, der lå på Facebook, så klik ind på skævt.dk.
Hvad synes du om skæve skattelettelser – skriv din mening herunder.