Men det er ulovligt, har byretten i Holstebro afgjort og har samtidig tilkendt Ramalingam Sivalingam godtgørelse og efterbetaling på 55.000 kroner. Han tjekkede på et tidspunkt sin lønseddel og undrede sig over, at der manglede 20 procent af lønnen.
– Jeg henvendte mig til 3F Holstebro, der gik videre med sagen. Det var for dårligt, at firmaet trak mig i løn. Jeg er meget tilfreds med hjælpen og dommen, siger Ramalingam Sivalingam, der i dag er i fleksjob 10 timer ugentligt som skolebuschauffør.
Tre enige dommere afviser
I dommen slår tre enige byretsdommere fast, at Midtjysk Logistik ikke kan reducere Ramalingam Sivalingams løn med henvisning til fleksjobaftale, når mængden af det arbejde, som han udfører, svarer til mængden af det, som ordinært ansatte ville udføre ved omdeling ad samme avisruter.Retten dømte også firmaet for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Dommerne fandt, at Ramalingam Sivalingams hofteskade, som var lægeligt dokumenteret, var at betegne som et handicap, og at arbejdsgiveren var bekendt med dette handicap.
Ved at trække 20 procent af lønnen, har firmaet behandlet ham ringere end en anden uden handicap ville blive behandlet i samme situation, og dermed er forskelsbehandlingsloven overtrådt.
De 55.000 kroner er fordelt med 40.000 kroner i godtgørelse for brud på forskelsbehandlingsloven og 15.000 kroner i lønefterbetaling.
3F: En vigtig dom
Advokat Helle Sønderskov Sørensen, 3F’s juridiske sekretariat, der har kørt sagen, siger, at dommen er vigtig af flere grunde.– Den fastslår, at ansatte i fleksjob skal have det samme i løn som ordinært ansatte, når de udfører det samme arbejde på samme vilkår. Men dommen fastslår også, at der er tale om ulovlig forskelsbehandling af handicappede, når arbejdsgiveren reducerer lønnen alene med henvisning til handicappet, siger Helle Sønderskov Sørensen.
Tina Petersen forhandlingssekretær i 3F’s Transportgruppe, der også var involveret i sagen, er glad for dommen.
– Sagen er ikke blevet anket, og nu er der helt klare linjer i den type sager. Vi startede med at rejse sagen over for Danske Mediers Arbejdsgiverforening. De afviste, at der var sket overenskomstbrud, men mente, at der var tale om en fortolkning af loven vedrørende fleksjob. Derfor kørte vi sagen civilretsligt, siger Tina Petersen.
Arbejdsgiver ærgrer sig
Efter kendelsen faldt, har 3F genoptaget sagen om brud på overenskomsten, da byretskendelsen gav medhold i, at virksomheden ikke kunne trække 20 procent af lønnen.– Denne sag er ikke behandlet endnu, så vi ved endnu ikke om Arbejdsretten vil give os medhold i dette, siger hun.
Tidligere indehaver af Midtjysk Logistik Aps Mikael-Bøje Knudsen synes, det var urimeligt, at han tabte sagen.
– Jeg har kørt efter de retningslinjer, som jeg fik fra Jobcentret i Holstebro. På den baggrund troede jeg, vi gjorde det rigtige, og jeg ærgrer mig meget over sagen. Men i samråd med Danske Mediers Arbejdsgiverforening, har jeg valgt ikke at anke, siger han.
Han oplyser videre, at han i sidste uge indgav konkursbegæring på sit firma Midtjysk Logistik Aps.
– Jeg har ikke de 55.000 kroner plus 25.000 kroner i sagsomkostninger, som jeg også blev dømt til at betale, siger Mikael-Bøje Knudsen.

