– Det er således klart en udfordring, at arbejdspladsen ikke har en synlig og/eller professionel ledelse. Dette ses tydeligst i forhold til håndtering af uenigheder og konflikter, hedder det blandt andet i kortlægningen, som Oxford Research står bag.
Når 3F’erne for eksempel passer gravsteder, kan de følelsesmæssige belastninger være stærke – mere end man er forberedt på, påpeger rapporten også.
Belastning kommer bag på mange
– Tallene kan tyde på en manglende erkendelse af de følelsesmæssigt belastende situationer for ansatte på kirkegårdene og hermed manglende redskaber til håndtering af dette arbejdsvilkår, konkluderer rapporten.Konsulent Kristine Jensen, Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord, har siddet med i undersøgelsens styregruppe for 3F. Hun hæfter sig ved tre ting i undersøgelsen:
– Det er blevet gjort tydeligt, at vores folk – og ikke blot præsterne – har en stor psykisk belastning i forbindelse med deres arbejde. Det tema kommer lidt bag på resten af kirken. Det er godt, hvis det nu bliver en del af debatten, siger Kristine Jensen.
Ledelsen er udfordringen
– Det kommer også tydeligt frem, at menighedsrådene ikke blot mangler ledelsesmæssige kompetencer hvad angår viden og faglighed. Men også hvad angår arbejdsmiljøet. Det er fair nok, for de er valgt i forhold til deres syn på kirken – det kommer bag på dem, at de også bliver arbejdsgivere. Men det er en af de ting, der virkelig bør arbejdes med fremover, siger Kristine Jensen.For det tredje hæfter Kristine Jensen sig ved, at bedre dialog og samtale er én af de løsningsmodeller, rapporten peger på, og som kan forbedre arbejdsmiljøet.
Det konkluderes dog overordnet, at arbejdsmiljøet i folkekirken generelt ikke er hårdere eller mere opslidende end gennemsnitlige arbejdspladser. Rapporten skal til efteråret præsenteres og diskuteres på en konference med repræsentanter fra alle dele af folkekirken.

