Tænk hvis de nye musiktjenester bød på al musik i hele verden. Det gør de desværre ikke. Canadiske Bottine Souriante er fx. ret uopdrivelig.
Spotify lokker for tiden med alt den musik, man vil høre, for 99 kroner pr. måned. Men er det et godt tilbud?
Steven Snedker
100%
Annonce
Spotify, Wimp, TDC/YouSee Play forsøger for tiden at lokke danskerne væk fra det forældede format CD (lille sølvskive, populær i 90’erne) og over på musiktjenester.
Radio-, tv-, tele- og computerforhandlere står klar med nogle apparater, der med nød og næppe kan afspille musikken fra disse tjenester.
Skal man så tage springet og begynde at poste penge i denne mulige fremtid?
Vi kan se på fordele og ulemper.
Butiksafhængighed
Du har ingen rettigheder. Hvis tjenesten dør, mister du adgangen til al musik uanset hvor mange penge man, gennem tiden, har betalt. Man har kun minderne om glade musiktider.
Jeg kan ikke afspille Spotify på min mp3-afspiller eller mit stereoanlæg. Hverken det i stuen, køkkenet eller børneværelset.
Jeg skal enten sætte en Windows-pc til (irriterende, besværligt).
Eller også skal jeg købe et musiksystem, der kan æde Spotify.
Dem er der nogle stykker af.
Sonos er et ganske dyrt, men velafprøvet, trådløst musiksystem. Det fungerer fint med Spotify, men er så dyrt, at få almindelige mennesker har råd til det.
WD TV Live Hub er derimod noget billigere og kan også afspille film. Hvis man har den rette kabling i stuen, kan man sætte denne medieafspiller til surround-anlæg/fladskærm og lytte løs til Spotify (og masser af gratis/reklamefinansierede Internet-radioer). En WD TV Live Hub er til dette formål en ok erstatning for en Windows-pc.
En mobil. Spotify kan godt få sig selv til at sende musik til abbonenternes mobiler. De kommer da til at virke som 1.200 kroners mp3-afspillere. Til trøst kan de også fungere uden adgang til Internet (tog, fly, strand, sommerhus).
Betaler man 100 kroner om måneden for musik, må man sandsynligvis købe nyt udstyr for at kunne høre den alle steder.
Udvalg?
Min lyst til at købe Spotify falder klart ved det lidt sparsomme udvalg.
Det kan godt være, at Spotify har et af verdens bredeste musikudvalg. Men af en eller anden grund kan jeg kun finde cirka halvdelen af den musik, jeg er interesseret i. Resten eksisterer ikke på tjenesten. Det kunne være min skyld. Men jeg vælger at se det som Spotifys.
Før man slår ind på leje-sporet, bør man altså lige tjekke, hvad man lejer sig adgang til, og om det er ok. Fra min lytteposition mangler der i hvert fald så mange kunstnere og albums på både Spotiy og TDC Play, at de ikke kan blive en erstatning for indkøb af musik.
Den samvittighedsfulde forbruger
Hvis jeg lytter til Great Big Sea på Spotify, får jeg et ringe udvalg af musik på få apparater i ok kvalitet. Til 100 kroner pr. måned.
Hvis jeg i stedet ræser til Great Big Seas onlinebiks og køber et af deres albums, får jeg et godt udvalg, der kan afspilles på flere apparater i højere kvalitet. Til 50 kroner pr. album. For evigt.
Med et årligt musikbudget på cirka 1.200 kroner er der for mig ikke den store prisforskel på Spotify og enkeltindkøb i onlinebutikker.
Men det er der for de brave spillemænd i Great Big Sea. På Spotify tjener de i praksis ingen penge. I deres egen biks går næsten alle mine penge til de værdigt trængende. De tjener langt mere end ved alnmindeligt cd-salg og jeg betaler langt mindre (jeg slipper endda for at bruge arbejde på at konvertere til Flac).
Der er også ekstra glorieskin ved afspilning af lokal, ejet musik.
Det koster få milliwatt at trække musikken fra min mp3-afspiller og ud til stereoanlæg eller hovedtelefoner.
Til sammenligning skal der være tændt for et strømslugende apparat, en Internet-boks, og nogle servere hos Spotify, hvis jeg vil høre Spotify. Eventuelt også et trådløst adgangspunkt eller 3G på mobilen. Spotify koster, som online-radio, noget mere strøm, alt i alt.
Lejemusik vs. ejemusik
Hvis man skal træffe en fornuftig beslutning angående husstanden fremtidige musikbrug, skal man altså gerne stille sig selv disse spørgsmål
Butikken/tjenesten. Hvad sker der hvis biksen dør? Kan jeg acceptere det?
Apparaterne. Skal der købes nye? Er de dyre? Er de svære at sætte op? Er de dyre i drift?
Udvalget. Kan jeg leve med det nuværende udvalg af musik?
Det politiske. Vil man poste penge i musikkøbmændene eller sangskriverne? De kan ikke deles pænt om gysserne.
Det er ikke helt let.
For tiden gider jeg ikke Spotify og TDC Play var ikke nok til at holde på mig som TDC-kunde.
Men andre mennesker kommer ganske sikkert til andre konklusioner.
Om nogle dage kan jeg fortælle, hvorfor jeg gladeligt poster penge i spiludlejerne fra Steam, selvom de ikke er så stort anderledes end så mange andre lejetjenester.