Flere elever på Organias heste- og jordbrugsuddannelser fik elevplads ved brug af Facebookmetoden
Mette Kousholt
100%
Annonce
Brug Facebook og få dig en praktikplads. Det er løsningen på erhvervsskolen Organia udenfor Kolding. Her bruges det sociale netværk til langt mere end pausehygge. Lærere holder kontakt med eleverne, og sender dem ideer til steder, hvor de kan søge elevplads.
Kasper Hansen er faglærer på Organias hestehold. Han er overbevist om, at når langt færre elever er faldet fra uddannelsen i år, så er det på grund af den store sociale kontakt. Og han tilskriver Facebook en stor del af æren for stigningen i antallet af elever, der har fået elevplads. 22 ud af 26 elever på det nuværende hestehold, har fået en elevplads. Tidligere lykkedes det kun knap halvdelen.
– Det er overraskende, at de har fået de resultater, siger Peter Koudahl, forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet.
Stadig vanskeligt at få praktikplads i visse brancher
Tendensen på Organia er, at flere eleverne får søgt en plads med det samme, når de får et link over Facebook.
Peter Koudahl understreger dog, at man ikke kan regne med at fremtrylle praktikpladser indenfor alle brancher landet over. Det vil stadig være vanskeligt at finde en plads indenfor bygge- og anlæg i København, mener han.
– Aktiviteten og elevpladserne skal jo være der, men det tyder på, at det kan hjælpe, hvis eleverne bliver præsenteret for praktikmulighederne på en anden måde, siger han.
Oversete elever
Peter Koudahl, forsker på Danmarks Pædagogiske Universitet mener, at mange elever føler sig oversete på erhvervsuddannelserne.
– De fortæller, at de ikke kan få fat på læreren, og at de venter længe på at få hjælp. De er et stort problem, siger han.
Eleverne er tit på Facebook, så faglærer Kasper Hansen ved, at de ser det, hvis han sender noget til dem derinde. Det er også her, han kan vise den enkelte elev ekstra opmærksomhed.
– Det er jo en måde at pleje relationen til den enkelte elev på. Det kan man ikke altid nå i timerne, siger faglæren.