Emil Thygesen fik ødelagt sit arbejdsliv som 25-årig. Han lever i dag som førtidspensionist.
28-årige Emil Thygesen fik en jernplade i hovedet under arbejde. I dag har han fået 5,1 millioner kroner i erstatning.
Kristine Jensen
100%
Annonce
Møtrikken løsnede sig, og jernpladen ramte Emil Thygesen i hovedet. Få minutter før ulykken havde han og en kollega fået besked på at reparere et optræksspil. En opgave hverken Emil Thygesen eller kollegaen var uddannet til.
Jernpladens slag svarede til 500 kilo. Arbejdsulykken har givet ham en lettere hjerneskade og en førtidspension. Efter ulykken havde han konstant hovedpine og humørsvingninger, der gik ud over hans kone og børn.
– Jeg fik en kortere lunte og blev hurtigt irriteret og hidsig, og jeg kunne ikke sove om natten, fortæller Emil Thygesen, der også har problemer med korttidshukommelsen.
Forsøgt at vende tilbage til job
Emil Thygesen har siden ulykken forsøgt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Han har været i tre forskellige virksomhedspraktikker.
– Jeg ville gerne ud og arbejde. Jeg er uddannet brandmand og har en drøm om at blive indsatsleder i politiet, fortæller Emil Thygesen, der ikke regner med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Der gik to år, før Emil Thygesen tog kontakt til 3F Esbjerg, som hjalp ham med lægge sag an mod hans tidligere arbejdsgiver Munck Asfalt i samarbejde med Advokatfirmaet Bjørst.
Skilsmisse
Forholdet til konen endte med en skilsmisse i 2009. I dag får Emil Thygesen stærk medicin for hovedpinen og temperamentet, men:
– Jeg har lært at leve med det. Jeg fokuserer på de positive ting i min hverdag. Jeg har en dejlig kone og nogle dejlige børn, som holder mig oppe, siger Emil Thygesen, der i dag bor i Esbjerg med sin nye kone.
Hans erstatning blev hævet til 5,1 millioner kroner i november 2011.