Tina Jonasen er efter to uheld blevet udsat for to piskesmæld og har tabt 50 procent af sin arbejdsevne. Det har både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen stadfæstet.
Alligevel er hun kommet i klemme i en bizar ansvarssag mellem Codan og Alka.
Da buschauffør Tina Jonasen første gang fik et piskesmæld på grund af en teknisk fejl i bussen, var hendes arbejdsgiver på daværende tidspunkt forsikret hos Codan. Tina Jonasen fik udbetalt sin mén-erstatning, men tre år efter oplever hun endnu et piskesmæld under arbejdet. Arbejdsskadestyrelsen fastsætter erhvervsevnetabet til 50 procent og tilkender hende 15. juli 2005 den forsikringssum, som Codan skal betale.
Men i mellemtiden har Tina Jonasens arbejdsgiver skiftet Codan ud med selskabet Alka. Codan kræver derfor, at Alka har et økonomisk ansvar i forsikringssagen og anker afgørelsen.
Ankestyrelsen fastholder afgørelsen og stadfæster for anden gang, at den første arbejdsskade er skyld i, at Tina Jonasen har mistet 50 procent af sin erhvervsevne. Derfor skal Codan udbetale forsikringssummen. Alligevel nægter Codan fortsat at følge Ankestyrelsens afgørelse og har lagt sag an mod styrelsen.
Frustrerende
Mens Ankestyrelsen og Codan nu skal til at strides i retten, står Tina Jonassen altså stadig uden nogen penge.
– Det er selvfølgelig enormt frustrerende, at syv år efter min første arbejdsulykke, så kan jeg stadig ikke kan få min erstatning, fordi Codan ikke vil acceptere Ankestyrelsens afgørelse, siger Tina Jonasen.
Hun har i dag fået et fleksjob, som hun er glad for, men hun savner sit fuldtidsjob som chauffør.
– Jeg havde en fast plads på natholdet, og det er jeg ked af at have mistet. Man kommer jo i kontakt med alle mulige folk, når man er på arbejde, så det er da lidt underligt, at jeg kun kan arbejde tre dage om ugen. Desuden kan jeg jo også mærke det på pengepungen, siger Tina Jonassen, der læner sig op ad socialrådgiver i 3F Chaufførernes Fagforening, Ingerlise Jensen, i den forsikringskrig, hun er havnet i.
– De har jo masser af milliarder på kontoen, hvorimod vi arbejdsskadede risikerer at stå uden tag over hovedet, hvis vi ikke får nogen penge. Man kæmper med sit helbred hver dag – alt imens selskaberne trækker sagen i langdrag. Det kan de ganske enkelt ikke være bekendt, siger Tina Jonasen.Tina Jonasen: – Man kæmper med sit helbred hver dag – alt imens selskaberne trækker sagen i langdragBoks:Hos de to forsikringsselskaber er man uenige om, hvem der skal betale. Men begge selskaber mener, at det er synd for Tina Jonasen, at sagen endnu ikke er afgjort.
– Jeg synes, at det er en skam, at sagen trækker så meget ud for den skadelidte. Men i Alka henholder vi os til Ankestyrelsens afgørelse, der fastslår, at Codan skal betale, siger skadechef i Alka Jytte Jensen.
Det er man uenig i hos Codan, oplyser pressechef Jens Nüchel.
– Vi synes, at det er ærgerligt for Tina Jonasen, at sagen ikke er afgjort, men vi er som sagt ikke enig med Ankestyrelsen og har derfor overgivet sagen til advokat og afgørelse ved domstolene, lyder det fra Jens Nüchel.