Eksperter: Løkkes Danmark hænger ikke sammen

Regeringens planer om skære i både kontanthjælp og integrationsydelse lægger op til et mere splittet Danmark, vurderer flere eksperter.
100%
Annonce
Men det står i kontrast til den politik, der bliver ført, lyder det fra flere eksperter, som Avisen.dk har talt med.
Professor Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, mener, at der er et kæmpe gab mellem retorik og virkelighed i statsministerens åbningstale.
– Lars Løkke bruger flotte ord og overspændte vurderinger. Men min vurdering er, at hans Danmark ikke hænger sammen, men tværtimod bliver mere splittet, siger Henning Jørgensen til Avisen.dk.
Som eksempel fremhæver han, at regeringen lægger op til at skære i kontanthjælpen og udbrede den lave integrationsydelse til at omfatte endnu flere flygtninge på dansk jord.
Også når det kommer til integration, er der mere splittelse en samling i den politik, der er på brættet, lyder det fra Torben Møller Hansen, direktør i Foreningen Nydansker, der arbejder for at bane vejen for nydanskere på arbejdsmarkedet.
Lars Løkke slog i sin tale fast, at integrationen er hidtil slået fejl, og bebudede et nyt integrationsprogram, der skal få flygtninge, som har fået asyl, ud på en virksomhed så hurtigt som muligt og lære dansk.
Men det er noget lettere sagt end gjort, mener Torben Møller Hansen ifølge Avisen.dk.
Integrationsprogrammet betyder, at der skal findes 60.000 arbejdspladser til flygtningene over de næste tre år, og alene tanken giver Torben Møller Hansen sved på panden. Fordi Danmark netop ikke er samlet i holdningen til indvandrere og flygtninge, men tværtimod mere splittede end nogensinde før.
– Der er sket et markant skred både i den folkelige debat, på Facebook og i blogs på diverse landsdækkende aviser. Og når det er på sort og hvidt, kræver det virkelig noget at samle en medarbejdergruppe, som må antages at være lige så splittet som den øvrige befolkning, om en sådan opgave, påpeger han.
Velfærdsforsker på Syddansk Universitet, professor Klaus Petersen, hæfter sig mest ved, at statsministeren forsøger at skabe en krisebevidsthed, der skal legitimere besparelser på en lang række punkter.
Regeringen kaster nemlig penge efter sundhed, politi og boligjobordning, som så skal betales af ulandsbistand, forskning og uddannelse, anfører professoren.
– Lars Løkke bryder med traditionen om, at Danmark skal klare sig ved at være klogere og foran de andre lande. I mange år har det næsten været en uantastet sandhed i dansk politik, at vi skulle investere i uddannelse og forskning for at kunne klare os i globaliseringen, siger Klaus Petersen.
– Tidligere har Lars Løkke også talt om, at vi skulle have et universitet blandt de allerbedste i verden, men det er nedtonet nu. Paradigmet om at vores konkurrencekraft er tæt forbundet med omfanget af forskning og uddannelse fylder ikke så meget mere, fremhæver professoren over for Avisen.dk.