Indfaldsvejene til hovedstaden blev blokeret af kooperativister, og der blev smidt dynamitstænger. Mindst én minearbejder mistede livet, og flere blev såret.
Den 29. september blev der dog indgået en aftale, og pludselig omfavnede lederne af fagforeninger og kooperativer hinanden i indenrigsminister Carlos Romeros kontor. Aftalen var et midlertidigt kompromis, der ikke løser de bagvedliggende årsager. Men begge grupper anerkendte i det mindste hinandens ret til at eksistere.
Strid med dybe rødder
Konflikten mellem de to grupper har historiske rødder.I Bolivias LO (COB) skal formanden altid være en minearbejder. Det står i lovene, og det blev bekræftet på COB’s kongres tidligere i år. Minearbejderne var ”proletariatets fortrop” i oprøret mod overklassen og udenlandske mineselskaber i 1952 – et oprør. som indvarslede store reformer af samfundet.
En af dem var nationalisering af minerne og oprettelse af et statsligt mineselskab, COMIBOL, der var mere eller mindre under de fagligt organiserede arbejderes kontrol. Sociale forbedringer af arbejdernes forhold kunne dog ikke på længere sigt redde et selskab, som ikke investerede i ny teknologi eller søgt efter flere forekomster.
COMIBOL brød nærmest sammen i midten af firserne under pres fra tinprisernes kollaps på verdensmarkedet. Flertallet af de stolte fagorganiserede minearbejdere blev fyret, og selskabet gik fra 27.000 til 7.000 ansatte. I de følgende år spirede den uformelle beskæftigelse frem blandt arbejdsløse minearbejdere. Det var en tikkende social bombe.
I takt med nye prisstigninger på mineraler er de forladte miner i stigende grad blevet genindtaget af kooperativer. I begyndelsen af 2000 skaffede hundredvis af kooperativister sig adgang til den virksomhedsejede mine Caracoles, og tvang de ansatte arbejdere til at flygte. Konsekvensen blev voksende modsætninger mellem lønarbejdere og kooperativister. Modsætninger, der kan bryde ud i åben konflikt i næsten alle dele af landet når som helst.
Ingen bæredygtighed
Der er ekstremt farlige og dårlige arbejdsforhold i minerne, ikke mindst de kooperative miner. arbejdspladserne er præget af børnearbejde, mangel på socialsikring og alvorlig forurening,Problemerne har længe skreget på politiske løsninger og offentlig kontrol. Men i stedet er kooperativ-minerne blevet hjulpet igennem de svære tider af skiftende regeringer ved at blive fritaget for selv den beskedne bolivianske omsætningsskat af hensyn til beskæftigelsen.
Noget af forklaringen er den militans, som kooperativisterne har arvet fra deres tidligere kampe som ansatte minearbejdere. Det kooperative forbund, FENCOMÍN, ved hvordan man hurtigt mobiliserer 30-40.000 mennesker og blokerer indfaldsveje til storbyer. De er vant til at bruge dynamitstænger.
Tilsammen har FENCOMIN’s pressionspolitik, statsstøtte og stigende mineral-priser betydet, at nogle af kooperativejerne er blevet ganske velhavende.
Flere eksperter har forklaret, at minerne er nødt til at betale en større del af de udgifter, der er forbundet med arbejdsulykker, dårlig sundhedstilstand og forurening. Ellers er det ikke muligt at opnå en bæredygtig minedrift. Job kan blive for dyrt betalt, og det kræver store investeringer i miljø og sikkerhed at drive en moderne mine.
Et ekko fra fortiden
Minearbejdernes fagforening har tilsyneladende kun ét standardsvar på problemerne: Nationalisering. Det er som et ekko fra fortiden, der ikke anviser nogen fair omstilling fra den nuværende situation til bæredygtig minedrift. Bolivias muligheder er ellers mangfoldige, da det er rigt på efterspurgte mineraler og ikke er i lommen på multinationale mineselskabers interesser.Konflikten i Colquiri viser desværre, at regeringen ikke har en overordnet vision for udviklingen af sektoren, men svajer som siv i vinden i forhold til pression. Til gengæld viser aftalen også, at der er ved at opstå en vis ekspertise i mægling mellem de mange samfundsgrupper, der ryger i totterne på hinanden i Bolivia.