Men efter hun blev fyret i 2011 har hun kun haft småjobs som reservetjener i kortere tid. Nu er hun én af de titusinder af ledige, der har mistet retten til dagpenge.
– Jeg tænkte i begyndelsen: “Du skal nok finde et job”. Jeg troede ikke, det ville blive et problem. Jeg har arbejdet, siden jeg var 18 år, og arbejdet mig op undervejs, fortæller Pernille Jensen og klør den 12-årige cairn terrier Sille bag øret.
Men så let gik det ikke
Dagpengeperioden var sat ned til to år, da Pernille Jensen blev ledig i 2011. Hun blev “reddet” af uddannelsesydelse i et halvt år og får nu arbejdsmarkedsydelse frem til februar. Så er der ikke flere sikkerhedsnet. Sammenlignet med de gamle dagpengeregler har hun dermed mistet et halvt års ydelse – og en hel del penge.Uddannelses- og arbejdsmarkedsydelse er cirka 7.000 kroner lavere om måneden før skat end dagpenge.
Syg af ledighed
– Efter et års tid begynder du for alvor at mærke presset og får det dårligt. Problemet er jo, at der ikke er nok job at søge. Jeg har søgt alt muligt – også uden for min branche, på Fyn og i Storkøbenhavn, fortæller Pernille Jensen.En dag kunne hun ikke mere. Gemte sig under dynen i flere dage. I dag er hun sygemeldt med depression, angst og stress, men får det langsomt bedre med medicin, akupunktur, massage, kiropraktor, gåture med Sille – og ro.
– Jeg har været kampklar. Og det bliver jeg også igen. Jeg nægter at give op. Jeg skal have et fuldtidsjob, siger hun fast.
Til februar stopper arbejdsmarkedsydelsen. Pernille Jensen kan ikke få kontanthjælp, men skal forsørges af sin mand Carsten.
– Han støtter mig på alle måder. Og vi kommer ikke til at gå fra hus og hjem, for vi har en billig husleje og Carsten et godt job. Men det bliver hårdt. Vi må stramme balderne. I forvejen er der ikke råd til noget ekstra, siger hun.
Ved at stå frem håber Pernille Jensen, at hun kan give andre ledige en gnist:
– Det er vigtigt at vide, at man ikke er alene. Der er andre, der står i samme situation.

