Demonstrationerne udspringer af sammenslutningen “Velfærdsalliancen”. Og de er en reaktion på regeringens planer om det såkaldte omprioriteringsbidrag. Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne skal finde besparelser på én procent årligt. Det svarer til, at kommunerne skal skære 2,4 milliarder kroner i budgettet.
Pengene føres tilbage til kommunekasserne i 2017 – men til områder, som udvælges centralt.
Syv 3F-afdelinger på banen
Syv 3F-afdelinger er aktive ved dagens demonstrationer, blandt andre 3F BJMF i København.I København har borgmester Frank Jenssen (S) meldt ud, at han ikke vil pege på de besparelser, omprioriteringsbidraget kræver.
– I dag handler det om at lægge pres på Christiansborg og hjælpe Frank Jensen i hans modstand mod de her sparekrav. Alene i Københavns Kommune skal der frem mod 2020 spares en milliard kroner svarende til omkring 2.500 stillinger. Og vi er selvfølgelig bange for, at det vil gå ud over dét, man ikke betragter som kernevelfærden – nemlig vores specialarbejdere og gartnere, der vedligeholder veje, parker og bymiljø. Så vi har mange medlemmer, der frygter for at miste deres job, siger Lars Pless, der er formand for Servicegruppen i 3F BJMF.
Ziegler er skeptisk
Det er ikke kun socialdemokratiske kommuner, der er kritiske over for omprioriteringsbidraget. Benedikte Kiær (K) er på talerstolen i Helsingør Kommune, hvor der er demo. Og også Høje-Taastrup Kommunes konservative borgmester har ytret sig meget skeptisk:– Vi har allerede siden krisen nedlagt hver tiende stilling, og vi effektiviserer hvert år for at finde penge til at finansiere, at der bliver flere ældre, flere handicappede og flere tvangsfjernede børn. Derfor vil omprioriteringsbidraget føre til reduktioner i kernevelfærd. Det skal regeringen erkende og være ærlig omkring, har Michael Ziegler tidligere på året skrevet på sin Facebook-profil.
Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen indledte tirsdag i denne uge forhandlingerne om en ny økonomiaftale, hvori omprioriteringsbidraget indgår.

