Her lander tallet på 41 døde på job i 2009. Der kan være lidt flere, men det står først klart senere på året, når der kommer officielle tal fra Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsen.
Alt tyder på et fald. Og det er især byggeriet, der gør en positiv forskel fra 2008 til 2009.
Flere dræbte i trafikken
Byggeriet har halveret antallet af dødsulykker fra 14 til syv i 2009. Også landbruget og industrien har færre dødsulykker.Omvendt er der sket en stigning i antallet af chauffører, der er blevet dræbt på jobbet. Og af arbejdsulykker i trafikken.
– Det er positivt, at der tilsyneladende er sket et fald i antallet af ulykker. Men jeg tror, man kan konkludere, at finanskrisen og faldende aktivitet er den del af årsagen til, at færre dør på arbejde. Og jeg ser frem til de officielle forklaringer, når de officielle tal kommer frem, siger 3F’s næstformand Steen Andersen.
Første tal i marts
Arbejdstilsynet kommer på banen med sine tal 10. marts. Og Søfartsstyrelsen er traditionelt endnu senere ude.Linda Hviid fra Arbejdstilsynets kontor for Vidensdeling oplyser, at tilsynet har en foreløbig opgørelse af dødsulykker. Ifølge hende er 38 arbejdsulykker med dødelig udgang anmeldt for “ulykkesåret 2009”.
Men Arbejdstilsynet tæller kun ulykker på land. Og oven i er der sket mindst to ulykker til søs og mindst én dødsulykke på en boreplatform i Nordsøen.
