Det var arbejdsgiver Børge Hansens eget udsagn, der var afgørende for, at han slap for både bøde og en straffesag efter en dødsulykke, som kostede 72-årige Anders Dahl Andersen livet.
Ifølge Arbejdstilsynet var der ved dødsulykken sket en "grov overtrædelse" af arbejdsmiljølovgivningen, som normalt ville føre til en politianmeldelse. Alligevel indstillede tilsynet til politiet, at dødsulykken blev henlagt. Blandt andet med den begrundelse, at Børge Hansen og Anders Dahl Andersen var nære venner.
Oplysningen om det nære venskab kom fra Børge Hansen, der endte med at slippe for straf i sagen. Hverken Arbejdstilsynet eller politiet har tjekket denne oplysning med Anders Dahl Andersens enke, Inger Marie Andersen, eller hans to voksne børn.
– Jeg synes, det er mærkeligt, at Arbejdstilsynet eller politiet ikke spørger os efterladte, om det er korrekt, at Anders og Børge var nære venner, siger Inger Marie Andersen til Fagbladet 3F.
Læs også: Vennen døde efter arbejdsulykke – chefen gik fri
Tilsynsrapport: Ansat i en menneskealder
Arbejdsulykken skete 18. januar 2011, da 3F'eren og den pensionerede tømrer Anders Dahl Andersen faldt ned fra en stige på et rullestillads hos transportvirksomheden DTL i Padborg.
Anders Dahl Andersen døde af sine kvæstelser to dage senere på sygehuset.
Læs også: Anders døde mens han knoklede for en middag
Anders Dahl Andersen var hyret til opgaven af sin tidligere arbejdsgiver, den pensionerede tømrermester Børge Hansen, der også deltog i arbejdet.
Ifølge et notat fra Arbejdstilsynet oplyste Børge Hansen efter ulykken, at Anders Dahl Andersen havde været ansat hos ham gennem "en menneskealder".
"For at hjælpe Børge Hansen med arbejdsopgaven blev de to venner enige om, at Børge Hansen skulle lave en middag til afdøde som tak for hjælpen", står der i notatet.
Til Fagbladet 3F oplyser Børge Hansen, at Anders Dahl Andersen var ansat hos ham i "mange år" – uden at kunne komme tidsperioden nærmere.
Vægt på længden og karakteren af venskab
Arbejdstilsynet oplyser til Fagbladet 3F, at tilsynet ikke har talt med den afdødes enke, da det vurderede, at der var tilstrækkelige oplysninger i sagen til at fastslå relationen mellem afdøde og den pensionerede tømrermester.
Hvorfor er det Arbejdstilsynets vurdering i denne sag, at arbejdsgiveren (tømrermesteren) og den omkomne var "gode (nære) venner"?
– Vi har foretaget en konkret og samlet vurdering ud fra alle sagens oplysninger. Vi har blandt andet lagt vægt på længden og karakteren af de pågældendes venskab, skriver tilsynsdirektør i Tilsynscenter Syd, Hanne Sofie Olsen, til Fagbladet 3F.
Hvor længe var de pågældende personer venner? Og hvordan var karakteren af deres venskab?
– I sagen blev der blandt andet lagt vægt på oplysninger om, at afdøde og den pensionerede tømrermester havde kendt hinanden i mange år, at de var venner, og at tømrermesteren skulle lave en middag til afdøde som tak for hjælpen. Der vil altid være tale om en konkret og samlet vurdering af alle sagens oplysninger, skriver tilsynsdirektør Hanne Sofie Olsen.
Læs også: Arbejdstilsyn tjekkede aldrig dødeligt stillads
Tilsyn: Vægt på oplysninger fra arbejdsgiver
Hvilke kilder har Arbejdstilsynet til at kunne fastlægge det påståede nære forhold mellem arbejdsgiveren (tømrermesteren) og den omkomne?
– Arbejdstilsynet har lagt vægt på oplysninger fra den pensionerede tømrermester (arbejdsgiver), skriver Hanne Sofie Olsen, til Fagbladet 3F.
Enke Inger Marie Andersen bekræfter, at hendes mand var ven med Børge Hansen. Hun vurderer, at Anders Dahl Andersen var ansat hos Børge Hansen i otte-ni år.
Læs også: Myndigheder glemte dødsulykke i fem år – ingen erstatning til Inger



