Flere hundrede dage uden arbejdsulykker med fravær. Det er resultatet af en usædvanlig sikkerheds-indsats på SCA Packaging i Grenaa.
En lille, grøn notesblok har for alvor sat fokus på sikkerhed.
– Vi samler på meddelelser om risikofaktorer. Ulykkerne skal opdages, før de sker. Vores mål i år er mindst 480 registreringer, siger Tommy Pilgaard.
Han er fuldtidssikkerhedsrepræsentant for godt 200 ansatte, der laver diverse papemballager.
Intet er for småt eller stort i den kasse til notesbladene, Tommy Pilgaard har på kontoret.
– Det vigtigste er at rykke straks. Sker der ingenting, gider kollegerne ikke skrive noget.
Ingen må presses
Ledelsen på SCA Packaging reklamerer ude ved vejen med det flotte nul-resultat.
Det er Tommy Pilgaard stolt af. Men også lidt urolig over.
– Man skal være meget bevidst om, at ingen ansatte presses til ikke at være kommet galt af sted. Er det en arbejdsulykke, skal den anmeldes.
I en periode var der relativt mange ulykker på SCA Packaging. Snit- og skæreulykker plus fodskader.
Såkaldt nærved-ulykker har der længe kun været en enkelt af.
Men Tommy Pilgaard gyser stadig ved tanken: Hvad var der sket, hvis ikke truckføreren i tide havde set hullet mellem læsserampen og lastbilen, der var på vej væk?
Rene linjer nødvendige
Tommy Pilgaard opfordrer også til at få helt rene linjer om registrering af ulykker.
– En person fra et firma udefra fik en valse ned over den ene vrist, da fridagene omkring Kristi Himmelfartsdag blev brugt til vedligeholdelsesarbejde.
– Manden havde fravær i tre dage, og vi kom ud i en diskussion med ledelsen om, hvorvidt ulykken var “vores” eller ej.
– Var han her blot en enkelt dag for at rense tagrender, er jeg ikke i tvivl. Men han er en af tre håndværkere, der ganske vist ikke er ansat af SCA, men har deres daglige gang på virksomheden, siger Tommy Pilgaard.
Tavlen ude ved vejen var væk et par dage, men er nu tilbage.
Inspireret af offshore
3F-miljøkonsulent Henrik Hansen håber, notesblokken vil holde sit indtog mange flere steder.
– Jeg mødte idéen for cirka 10 år siden offshore. Efter en stor eksplosion på en Mærsk-boreplatform begyndte man at skrive ting ned, der kunne vise sig farlige.
– Men flotte ulykkestal må aldrig spærre for, at ulykker anmeldes.
Bonus kræver etik
Operatørerne på FiberVisions i Varde får 2.400 kroner i bonus, hvis der sker to eller færre arbejdsulykker om året.
Virksomheden, der producerer fiber til blandt andet bleer, har registreret nærved-ulykker i cirka fem år. Men koblingen af registrering og bonus kræver god etik, siger sikkerhedschef Grethe Løhde Nielsen.
– På den ene side er der fare for, at ikke alt kommer frem i lyset. På den anden motiverer bonussen til at få alt frem, så der ikke går noget galt.
På FiberVisions tæller et lille trafiklys ulykkesfri dage. Af og til må det starte forfra.
– Vi nævner aldrig navne. Det vil være forkert, hvis folk ikke rapporterer, fordi de er bange for at blive hængt ud i en statistik. Når det går galt, er forklaringen derfor, at det er virksomheden, der har huller i sikkerhedsbarrieren.
Sikkerhedsrepræsentant Michael Davgaard er enig i, at bonussen kan lægge et pres på folk.
– Jeg havde en kollega, der havde slået hovedet ind i en maskine og fået et hak. Tag på skadestuen, sagde jeg. Men så er der jo det med den her bonus, svarede han.
Generelt finder Michael Davgaard det “fremragende”, at FiberVisions’ amerikanske ejere stiller meget store krav til arbejdsmiljø. I fjor blev en operatør fyret, fordi han ikke havde fortalt, at bremserne på en gaffeltruck var defekte.
Nærved-ulykker skal registreres
En række virksomheder har valgt at få et arbejdsmiljøcertifikat – OHSAS 18001.
Hvis det hænger i ramme på væggen, skal både arbejds- og nærved-ulykker registreres.
– Kravet i standarden er at forbedre arbejdsmiljøet. For at det kan ske, er det nødvendigt at registrere alle hændelser. Og her er nærved-ulykkerne vigtige, siger markedschef Kåre Appel Weng, DS Certificering.
Nemt at forebygge
Fra 1. juli skal alle arbejdsulykker anmeldes elektronisk. Arbejdstilsynets anmeldesystem hedder
EASY.
EASY har også en forebyggelsesdel. Her kan virksomheder blandt andet selv registrere nærved-ulykker, og der er plads til at angive årsager og lave handlingsplaner både for arbejds- og nærved-ulykker.
Oplysningerne er kun åbne for den enkelte virksomhed.
Arbejdstilsynet har derfor ikke noget overblik over, hvor mange danske virksomheder der registrerer, at noget var lige ved at gå galt.