46-årige Laila Wiese Nielsen har været udsat for overvågning, når det er allerværst.
– Jeg har intet at skjule. Intet, siger Laila Wiese Nielsen, der har været tillidsrepræsentant på Aabenraa Kommunes Entreprenørgård gennem 12 år.
Faktisk har hun trofast arbejdet der i over 20 år. I efteråret 2012 får hun dog ny områdeleder, og hun bliver lige så stille frataget opgaver og sendt på tvungen afspadsering. Den fleksibilitet, hun hidtil har udvist med hensyn til arbejdstid, bliver der også pludselig sat spørgsmålstegn ved.
I 2013 indleder Aabenraa Kommune så direkte en afskedigelsessag mod hende.
Begrundelse: 27. juni har hun kørt en lille omvej i sin arbejdstid for at købe et rugbrød hos REMA 1000, som hun skulle bruge i sin frokostpause. Dét har lederen set, fordi bilen er udstyret med GPS.
Udsat for en hetz
Oveni lyder anklagen, at hun har påkørt et skilt hos en Statoil-tank. Et overvågningskamera viser, at hun sætter skiltet på plads igen. Og bilen har i øvrigt ingen skade taget.
– Jeg har været udsat for en hetz. De ville bare af med mig, og så har de siddet og overvåget mig over GPS, siger Laila Wiese Nielsen.
Efter flere møder med kommunen er der blevet forhandlet et forlig på plads mellem Kommunernes Landsforening og 3F. Det sikrer i alt 15½ måneders løn til Laila Wiese Nielsen.
– Pengene er da rare nok at have. De giver mig en frihed her og nu. Men de giver mig jo ikke et arbejde.
Kommune har ingen kommentar
– Kommunen burde lære at behandle deres folk ordentligt. Andre kan køre forbi tanken og hente en pakke cigaretter. Jeg måtte ikke hente en pakke rugbrød til min frokost – som jeg oven i købet ofte spiser i min bil, siger Laila Wiese Nielsen, der gennem hele forløbet har haft 100 procent opbakning fra sine kolleger:
– De er fortsat målløse over den måde, det her er foregået på, siger hun.
Fagbladet 3F har forsøgt at få Aabenraa Kommunes kommentar til sagen samt dens brug af GPS-overvågning. Men ifølge HR-chef Bente Poulsen udtaler man sig ikke om enkeltsager, og i denne forbindelse heller ikke om brugen af GPS, oplyser hun.
