Arbejdstilsynets årelange praksis med at henlægge dødsulykker og undlade at rejse straffesag mod en arbejdsgiver, hvis personen er i nær familie med den tilskadekomne, er stærkt betænkelig.
Det mener Ulla Sørensen, der er ansvarlig for 3F's arbejdsmiljøpolitiske arbejde.
– Udgangspunktet må helt klart være, at Arbejdstilsynet undersøger alle dødsulykker til bunds og indstiller til politiet, at der skal ske en strafferetlig forfølgelse af en dødsulykke, hvis der er grundlag for det. Uanset relationen mellem afdøde og arbejdsgiver, siger Ulla Sørensen.
– Det vil styrke retssikkerheden for de efterladte og generelt være med til at forebygge fremtidige dødsulykker, siger hun.
Arbejdsgivere burde være gjort ansvarlige
I august sidste år mistede to fiskere livet i lasten på en kutter i Strandby Havn i Nordjylland, og to andre mænd fik svære hjerneskader i en af de største arbejdsrelaterede dødsulykker herhjemme i de seneste 10 år.
Arbejdstilsynet udstedte efter den dødsulykken to strakspåbud for overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Men efterfølgende indstillede tilsynet til politiet, at dødsulykken blev henlagt, fordi de omkomne fiskere var i familie. En forkert beslutning, mener Ulla Sørensen.
– Hver sag er tragisk, og der kan være forhold, som taler for at vise et menneskeligt hensyn. I dødsulykken fra Strandby, hvor både de efterladte og overlevende ofre står frustrerede tilbage, burde der dog helt klar have været placeret et strafferetligt ansvar og givet store bøder til de to arbejdsgivere, siger Ulla Sørensen.
– Sagen viser, at alle dødsulykker med nære relationer ikke kan henlægges eller behandles ens. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at en lignende ulykke ikke gentager sig. Og det gør vi altså ikke ved at lade sagen gå i glemmebogen, siger hun.
For mange dødsulykker
Ulla Sørensen understreger, at Arbejdstilsynet bør være dets rolle uhyre bevidst i behandlingen af dødsulykker.
– Vi har alt for mange dødsulykker i Danmark, og det er ofte vores medlemmer, der mister livet eller kommer alvorligt til skade på jobbet. Arbejdstilsynet spiller en væsentlig rolle i forebyggelsen af disse ulykker, og strakspåbud og strafferetlig forfølgelse er vigtige redskaber i kampen for et bedre arbejdsmiljø herhjemme, siger Ulla Sørensen.
– Derfor er det også meget kritisabelt, hvis Arbejdstilsynet ikke undersøger en dødsulykke grundigt med henvisning til, at der er nære relationer mellem den afdøde og arbejdsgiveren. Dødsulykker skal altid undersøges grundigt, så det bliver klart, om der er strafferetlige forhold, der skal forfølges. Hvad der forårsagede ulykken, og hvordan lignende ulykker fremover kan undgås, siger hun.
Følelser må ikke overskygge faktum
Ulla Sørensen understreger, at hun har forståelse for, at der kan være sager, hvor der er så nære relationer mellem afdøde og arbejdsgiver, at det, uanset de konkrete omstændigheder ved ulykken, giver god mening, at Arbejdstilsynet ikke indstiller til en strafferetlig forfølgelse.
– Jeg ved fra færdselssager, at anklagemyndigheden har en praksis, hvor der sker tiltalefrafald, hvis en person forvolder en nærtståendes død. Personen anses stadig som skyldig i overtrædelsen af straffeloven, men kan på grund af særlige omstændigheder og nære relationer slippe for straf, siger Ulla Sørensen.
– Men Arbejdstilsynet bør efter min opfattelse fortolke begrebet nærtstående snævert. Så det kun er i de sager, hvor der er tale om for eksempel en far og en søn, at tilsynet benytter denne praksis. Følelser må ikke overskygge det faktum, at alle dødsulykker skal følges helt til dørs. Både i forhold til arbejdsmiljøloven og straffelovgivningen, siger hun.



