Det skal være Fogh vel undt at få lov til lidt frit blær uden brok og modsigelser, men det kan undre, at oppositionen har været så tavs og ufokuseret i hele forløbet omkring Foghs exit og Løkkes ankomst. For det handler om meget mere end lidt historieskrivning. Det handler om, hvorvidt Løkke skal forsætte en succes eller forsøge at rette op på en fiasko!
I de perioder, hvor Fogh var fuldstændig fraværende, mens han søgte nyt job; da det nye ministerhold skulle på plads, nu hvor Løkke er ved at finde sig til rette på sin nye post, og Fogh er i gang med historieskrivning, har oppositionen virket ekstremt ufokuseret.
Ingen fælles strategi
SF, S og R har hver især forsøgt sig med nogle slag i luften om, at Fogh har været en dårlig statsminister, og at Løkke ikke har en plan for fremtiden. Men der har på intet tidspunkt været tegninger til, at oppositionen har haft en fælles strategi for, hvordan denne vigtige periode skal håndteres.Der er ellers nok at tage fat på for oppositionen i forhold til at få opstillet et andet billede af regeringens meriter end det, de selv har travlt med at konstruere. De familier, der i øjeblikket forsøger at flytte væk fra kugleregnen på Nørrebro, er nok ikke enig i, at regeringens retspolitik har været en stor succes.
De mange syge, der har brug for hurtig og effektiv behandling på landets hospitaler, er nok heller ikke enige i, at det er en succes, at Løkke har spildt flere hundrede millioner på at opgradere privathospitalernes designerindretning og vognpark. På samme måde vil de mange danskere, der hver dag bliver arbejdsløse og mister deres eksistensgrundlag, nok heller ikke erklære sig enige i, at Fogh afleverer et Danmark i økonomisk topform.
Yes we can
Den værdikamp, som Fogh bryster sig af at have vundet, ville også være et oplagt emne at tage fat i for oppositionen. I stort set hele VK-regeringens levetid har Danmark været den mest loyale makker i Bushs globale værdikamp. Men efter at Bush pludselig er landet på førstepladsen over de mest upopulære politikere, har det ikke taget mange døgn for regeringen at blive hard core tilhænger af den populære Obama. I pressen og på facebook vælter det frem med borgerlige politikere, der råber ”yes we can”, og det er til trods for, at Obamas værdipolitik står i skarp kontrast til Bushs og Foghs.Oppositionens manglende fokus har medført, at Løkke og hans nye hold helt uforstyrret har arbejdet sig ind i deres nye rolle samtidig med, at de har fået vendt den ellers nedadgående spiral, regeringen var inde i. Det manglende fokus har også vist, at samarbejdet mellem oppositionspartierne stadigvæk mangler meget, hvis de skal have en chance for at vælte den sammentømrede VKO-blok ved næste valg.
