Ifølge en psykiatrisk speciallægeundersøgelse, som jobcentret bestilte i juni 2013, kan Susanne Føns intet, og der er ingen muligheder for behandling. Jobcentret sender hende nu i et to-årigt ressourceforløb. Her skal en kontaktperson blandt andet hjælpe hende til gode spisevaner, fremgår det af indstillingen.
Før hun blev syg, arbejdede hun senest som postsorterer hos Post Danmark. De tunge løft har slidt hende ned. Psoriasisgigt, slidgigt med diskusskade i nakken, golf-tennisalbue i begge arme, smerter alle steder i kroppen og diabetes. Psykisk har hun fået det værre og værre: Depression, generaliseret angst og forstyrret personlighedsstruktur, lyder diagnoserne.
Slidt op af tunge løft
– Jeg får maksimal medicindosis for at holde mig i live. Angsten er værst. Jeg kan ikke sms’e eller tage telefonen. Jeg kan ikke være sammen med andre, siger Susanne Føns.Hun blev sygemeldt 10. januar 2007 og sygedagpengene blev stoppet i januar 2008.
Hun og ægtefællen kæmpede i fire år med dårlig økonomi og måtte sælge deres hus i 2012. For halvandet år siden døde deres 24-årige søn af hjertestop. De har tidligere mistet en spæd søn.
– Vi havde ikke råd til vores søns begravelse og har kun med nød og næppe klaret os ved at låne. Vi føler os trådt på og har haft mange nedture, fortæller Allan Føns.
Misbruger reform
Socialrådgiver i 3F Henrik Jensen mener, at Vejle Kommune misbruger den nye fleksjob- og førtidspensionsreform til at parkere alvorligt syge på ressourceforløb i stedet for at visitere til fleksjob eller tilkende førtidspension.– I Susannes sag er der entydig speciallægedokumentation for, at hun er psykisk og fysisk ødelagt, og at funktionsevnen på nul ikke kan forbedres. Det er fortvivlende, at hun ikke får sin førtidspension. Hendes tilstand vil nu blive forværret yderligere, siger han.
Arbejdsmarkedschef Michael Petterson i Vejle Kommune “har ingen kommentarer til den aktuelle personsag.”

