Det viser den seneste opgørelse fra Skatteministeriet selv.
Her fremgår det, at SKAT’s særlige taskforce mod social dumping nu har opdaget skattesnyd og underbetaling af medarbejdere hos især udenlandske virksomheder i Danmark for over 700 millioner kroner siden 2012.
Opgørelsen afslører også, at SKAT ikke bare har gang i en god forretning med kampen mod social dumping, men noget, der minder om en pengemaskine. Og vel at mærke en pengemaskine, der tager fart over tid.
Således har SKAT alene i 2016 lavet reguleringer for over 260 millioner kroner. Det er mere end de gjorde i de første tre år af indsatsens levetid. Og også mere end hele sidste år, hvor der for alvor gik hul på bylden i forhold til at fange skattesnydere for social dumping herhjemme.
SKAT: Bedre til at opfange social dumping
Det er ikke alle skyldige beløb, som SKAT kan hive tilbage i statskassen. Men myndighederne har udskrevet ekstra skatteregninger for omkring 500 millioner kroner.Ifølge Skatteministeriet skyldes de enorme skattekrav, at SKAT, Arbejdstilsynet og politiet, som står bag kontrollerne af social dumping, er blevet dygtigere til at finde frem til de største syndere.
“Stigningen (i reguleringer, red.) skyldes blandt andet flere og større sager med mange ændringer, hvor der statueres skattepligt til Danmark for både virksomhed og ansatte. Endvidere vurderes stigningen at skyldes, at samarbejdet mellem myndighederne er styrket, erfaringer og kompetencer er øget på området, samt antallet af udenlandske virksomheder og arbejdstagere, der har aktiviteter i Danmark, er øget,” står der i Skatteministeriets svar til Folketingets Skatteudvalg.
Socialdemokratiet har bedt skatteministeren om at redegøre for, hvordan det går med at bekæmpe skattesvindlen.
Her mener social dumping-ordfører Mattias Tesfaye, at tallene taler deres eget tydelige sprog.
– Det viser, at der er brug for at myndighederne er endnu mere til stede på arbejdsmarkedet, end tilfældet er i dag. Og at vi har et behov for, at SKAT aktivt opsøger udenlandske firmaer i Danmark for at lukke ned for det her, siger han.
Indsats forsvinder om halvandet år
Indtil videre har regeringen dog ikke medtaget social dumping som et af sine fokusområder. På regeringens eget udspil til finanslov er indsatsen mod social dumping ikke inkluderet.Det betyder, at SKAT står overfor at miste næsten alle pengene til sin taskforce om halvandet år.
Dermed må SKAT reelt se hele indsatsen mod social dumping falde til jorden. Selvom medarbejderne ifølge Skatteministeriets egne beregninger tjener omkring det dobbelte af deres egen løn ind til statskassen hvert år.
Og det får forbundssekretær Henning Overgaard fra 3F til at råbe vagt i gevær. Han kalder det “en katastrofe”, hvis ikke regeringen finder penge til at fastholde indsatsen mod social dumping hos SKAT og de andre myndigheder:
– Det her virker simpelthen som en dårlig gyserfilm, hvor alle kan se, at det ender galt, hvis man går ind i mørket. Hvor vi i dag har 60 skattemedarbejdere til indsatsen mod social dumping, vil der om 15 måneder kun være 8 medarbejdere tilbage, hvis det står til regeringen, siger han.
– Det er ikke bare dumt – det er ganske enkelt udtryk for så dårlig økonomisk beskyttelse af danske interesser, at det skriger til himlen. Knap 700 millioner har staten sendt moms og skatteregninger ud til især udenlandske virksomheder. Og så lægger man op til, at den indsats stort set pakkes helt sammen. Det er en ommer, siger Henning Overgaard.
S vil fastholde kamp mod social dumping
Også Socialdemokratiet vil have pengene til indsatsen sikret i fremtiden.– Vores krav til regeringen er meget simpelt: Bevillinger afsat tidligere skal fastholdes, så lovgivningen kan håndhæves mindst lige så godt i 2018 som i dag. Vi taler meget om at genskabe tilliden til SKAT i disse år. Dette er et oplagt sted at starte, uddyber Mattias Tesfaye.
Finansloven er renset for midler til at videreføre indsatsen på nuværende niveau. Men beskæftigelsesministeren afviser ikke, at der kan komme penge til området i forbindelse med forhandlingerne af den kommende finanslov.
– Regeringen lægger op til at drøfte en videreførelse af den fælles myndighedsindsats mod social dumping i forbindelse med udmøntningen af de centrale forhandlingsreserver på finanslovsforslaget, har beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tidligere svaret til Fagbladet 3F i en skriftlig kommentar.

