Christian Juhl, Folkebevægelsen mod EU (N)
61 årTidligere formand for 3F Silkeborg, MF for Enhedslisten
Der skal indføres kædeansvar. Hovedentreprenøren skal have ansvaret for, at underentreprenører betaler løn, feriepenge, skat og moms. Arbejdsklausuler i alt udbudsmateriale fra kommunerne. Arbejdet skal foregå på danske overenskomster. Højere bøder til fidusfirmaer. Ved gentagelser skal vi fratage dem retten til at drive virksomhed. Arbejdere fra andre lande skal have samme rettigheder og velfærdsydelser, som danske arbejdere, når de arbejder og bor i landet.
Der er 27 millioner arbejdsløse i Europa. Heraf 7,5 millioner unge arbejdsløse. EU bruger 700 milliarder euro på at redde bankerne, men kun 6 milliarder euro på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed. Det bør være omvendt.
Der svindles for milliarder i EU-systemet. Det skal stoppes. Lobbyisme skal under kontrol.
Stem nej til patentdomstolen. Den gavner især de multinationale selskaber. Den vil koste arbejdspladser for små og mellemstore virksomheder. Vi risikerer patent på software, gener og stop for billig kopimedicin til mennesker i den tredje verden.
www.folkebevaegelsen.dk/christian-juhl
Facebook: facebook.com/chr.juhl
Gunde Odgaard, Socialdemokraterne (A)
51 årSekretariatschef i BAT-Kartellet
Som sekretariatschef for bygningsarbejdernes sammenslutning har jeg kæmpet for ordentlige og fælles arbejdsvilkår på blandt andet danske byggepladser. Her har jeg set social dumping på nært hold: Udnyttede, vandrende arbejdstagere og danske arbejdere, der presses på løn- og arbejdsvilkår. Social dumping er et ræs mod bunden, hvor vinderen er virksomhederne, og taberne er lønmodtagerne. Et ræs, der skaber stadig større afstand mellem rig og fattig i Europa.
Løsningen på problemerne er ikke at melde sig ud af EU eller lukke grænserne, sådan som DF ønsker. Det indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed er nemlig en kæmpe gevinst for Danmark og dansk økonomi. Vi skal derimod sikre, at arbejdstagerrettigheder bliver vægtet lige så højt som fri bevægelighed og økonomiske friheder. Blandt andet ved at indføre kædeansvar på projekter, der får EU-støtte, ligesom kontrollen med virksomheder, der påtager sig opgaver i udlandet, må skærpes. Herudover skal EU skabe præmisserne for, at hvert medlemsland kan beholde deres velfærdsmodeller.
Vi kan i EU skabe det største og bedste arbejdsmarked i verden. For at denne mulighed ikke skal gå til spilde, må fagbevægelsen høres!
Facebook: facebook.com/gundeodgaard
Twitter: twitter.com/gundeodgaard
Ole Nors Nielsen, Folkebevægelsen mod EU (N)
55 årNæstformand i Transportgruppen i 3F Aalborg
Jeg vil kæmpe for, at hele løndelen i vores overenskomster skal være gældende for alle, der arbejder i Danmark. Det skal ikke bare være minimumlønninger som beskrevet i Lissabontraktaten – altså social dumping i forhold til danske lønninger. Jeg er for kædeansvar for alle underleverandører og ikke kun for første led, som EU foreslår. Og jeg er for bedre kontrolforanstaltninger i forhold til social dumping og høje straffe til snyderne.
Jeg vil kæmpe for, at Danmark selv bestemmer betingelserne for udbetaling af velfærdsydelser i forhold til vores velfærdsmodel.
Jeg vil kæmpe for bedre oplysning om, hvad EU dikterer af forringelser på vores arbejdsmarked og konsekvensen af disse diktater. Jeg vil arbejde for, at fagbevægelsen i langt højere grad påvirker beslutningerne i EU.
Jeg er for mere åbenhed og mindre EU, og at beslutningerne skal tilbage til nationalstaterne i respekt for de forskelligheder, der er mellem traditioner, kultur og regulering af arbejdsmarkedet.
www.ole.folkebevaegelsen.dk
Facebook: facebook.com/pages/Ole-Nors/281613565338428
Tonni Hansen, Socialistisk Folkeparti (SF)
55 årFormand for 3F Sydfyn, bor på Langeland
I mine mange år som fagforeningsformand har jeg kunnet se, hvilken skade social dumping udgør.
Udenlandske arbejdere kommer hertil – ikke for at nasse – næ, de kommer, fordi kyniske vikarbureauer henter dem hertil og lover guld og grønne skove. Så opdager mange, at brodne kar blandt danske arbejdsgivere snyder dem groft i løn og sætter dem til at arbejde 50-60 timer om ugen eller mere i et elendigt arbejdsmiljø.
Samtidig bliver danske arbejdsløse fortrængt fra arbejdsmarkedet. Det er noget svineri, som vi skal have sat en stopper for.
Der er ganske simpelt ikke noget socialt ved social dumping.
SF arbejder i Den Grønne Gruppe i Europaparlamentet for, at arbejdstagere overalt i Europa – og ikke mindst i Danmark – skal have ordnede forhold.
Du kan hjælpe os med at få det gennemført ved at stemme på mig og SF til valget 25. maj.
Sammen kan vi ændre hverdagen til det bedre – i Europa og i Danmark.
Facebook: www.facebook.com/tonnihanseneu
Twitter: www.twitter.com/Tonni_EU
