3F Holstebro hædrede Bang & Olufsen for godt arbejdsmiljø

Arbejdsmiljørepræsentanterne er blevet professionaliseret. Bang & Olufsen har trods finanskrisen, fortsat deres store indsats for det gode arbejdsmiljø. I stedet for at skære ned på arbejdsmiljøarbejdet har de fundet en smartere måde at organisere det på. Det har de bl.a. gjort ved at reducere antallet af medarbejdervalgte arbejdsmiljørepræsentanter fra 35 til 9. Til gengæld har de 20 % af deres normale arbejdstid til opgaven. Det har gennem det sidste år givet store gevinster i form af mere professionelle arbejdsmiljørepræsentanter, som i stor grad deler deres viden med hinanden.
100%
Annonce
Det siger en af dommerne. Medlem af dommerkomiteen, arbejdsmiljøkonsulent fra AKON AS, Karin Borup Herping fortæller: ”Det var dejligt at høre, at en professionalisering af arbejdsmiljøarbejdet har givet dem så gode fordele i arbejdet, som det har. At det godt kan betale sig at investere i arbejdsmiljøet og arbejdsmiljøorganisationen, det synes jeg skal fremhæves.”
Arbejdsuheld er blevet en sjældenhed. Bang & Olufsen har næsten fjernet arbejdsulykkerne, således har de det sidste år kun haft 1,6 uheld, for hver million arbejdstimer. Det skal ses i forhold til et landsgennemsnit på 26 uheld. Bang & Olufsen har ikke indført en masse regler, som f.eks. at man skal holde ved gelænderet på vej ned af trappen og kun må fylde kaffekoppen halvt op. I stedet for stoler de på medarbejdernes sunde fornuft til at passe på sig selv og hinanden. Det er derfor normalt, at man gør sine kolleger opmærksom på uheldig adfærd, uden at man skal frygte for en dårlig stemning efterfølgende.
Arbejdsmiljørepræsentanterne er synlige for alle. Arbejdsmiljørepræsentanten inviteres med på afdelingsmøder, hvor første punkt på dagsordenen altid er arbejdsmiljø. Herved signalere Bang & Olufsen at arbejdsmiljøet er vigtigt og at alle kan byde ind med forslag til forbedringer.
Ingen succes uden et godt og sikkert arbejdsmiljø. Folketingsmedlem, Annette Lind, var af 3F indbudt til at overrække arbejdsmiljøprisen. I den forbindelse holdt hun en tale om vigtigheden i at landets virksomheder skaber et godt arbejdsmiljø for sine ansatte. ”Virksomheder kan ikke få succes uden medarbejdere, der har et godt og sikkert arbejdsmiljø – og det har de på B&O”
Succesen skyldes medarbejdernes engagement. Chef for Global Quality, Finn M. Andersen takkede for prisen og roste medarbejderne for deres store indsats. Det, at mere viden og ansvar er flyttet ud i afdelingerne, betyder at medarbejderne har fået større medejerskab i arbejdsmiljøet. Især de medarbejdervalgte arbejdsmiljørepræsentanter har gjort en stor indsats.
Træet et symbol på udholdenhed. Prisen bestod af en vandgran, som efterfølgende blev plantet på plænen mellem fabrikkerne. Annette Lind skovlede jorden ned til træet, som blev holdt af 2 medlemmer fra Bang & Olufsens arbejdsmiljøorganisation. Vandgranen er kendt for at være hårdfør og har dybe rødder. Det er derfor også et symbol på arbejdsmiljøarbejdet, som skal være dybt rodfæstet i virksomheden, for ikke at lide skade når der er krise.