Kurt Ravn er på ferie i Thailand med sin kone Annette, da tsunamien rammer kysten 2. juledag 2004. Parret bliver skilt fra hinanden, og han slynges med flodbølgen og presses ind i en garage, uden en chance for at slippe ud, mens vandet bare stiger og stiger.
– Om det er skæbnen eller tilfældet, ved jeg ikke. Men det var sekunder fra at være slut. Jeg havde opgivet mig selv og det hele, da jeg lå under vandet med alt det vraggods over mig. Jeg var fanget. Garagen var fyldt med vand.
Kurt Ravn ved ikke, hvor lang tid, han har ligget under vandet. Men på et tidspunkt kan murene ikke længere klare vandpresset. Det hele vælter fra hinanden, og lige pludselig er han ude i det fri. Vandet er holdt op med at stige, fuglene fløjter, og solen bager, som om intet er hændt.
– Det var fuldstændig absurd. For samtidig så jeg ødelæggelse og døde mennesker omkring mig. Da var det jeg tænkte: Hold kæft, du har fået livet en gang til. Du lever, og du kan trække vejret. Du kan stå på benene, så nu kan det kun gå fremad. Selv om blodet løb ned ad mig, og det eneste, jeg havde tilbage, var de badebukser, jeg havde på.
Sætter pris på hver dag
Nu tre og et halvt år efter kan Kurt Ravn stadig se det hele for sig. Billederne ligger i baghovedet. De popper op fra tid til anden. Men det får ham ikke til at gå i sort, og det fylder heller ikke, som lige da de kom hjem. Dengang gjaldt det om at fortælle det hele igen og igen til gode venner, som lyttede og lod dem tale ud. Og allerede sommeren efter var de i Thailand igen.
– Det var hårdt, men også befriende at se det hele igen, at gå de samme ture og sige “Nå, det var der, du forsvandt, det var der, vi boede” og så videre. Det var vores måde at bearbejde en så uvirkelig oplevelse på. Og nu har vi været der et par gange siden.
– Vi slap utroligt billigt. Modsat mange andre var vi ikke en gang slået til krøblinge. Det var også en trøst at komme videre på. Men det er klart, det har påvirket. Det vil altid være en lille brik og en del af den bagage, jeg tager med mig videre i livet.
Har det givet dig et andet syn på livet?
– Det er gået op for mig, hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt det kan gå galt. Man bliver mindet om livets værdier, også de ganske små og enkle ting, og frasorterer andet, der er mere ligegyldigt. Ikke sådan at hver dag skal være en fest, for det kan det jo ikke være. Men jeg sætter pris på hver dag, hvor jeg har det godt. Det burde alle danskere sådan set gøre. For hvor har vi det dog godt i forhold til mange andre mennesker ude i verden.
De bredeste skuldre må løfte
Men ikke alle herhjemme kan magte livet selv. En af de opgaver Kurt Ravn sætter meget højt og gerne bruger tid på er hvervet som ambassadør for ASF-Dansk Folkehjælp, som blandt andet hjælper dårligt stillede børn og voksne. Ud over velgørenhedskoncerter har han gennem flere år doneret 50.000 kroner fra de kirkekoncerter han hvert år gennemfører for udsolgte huse.
– Vi ser ikke børn, der ligger på gaden og tigger eller går sultne i seng. Men vi må måle i forhold til det samfund, vi er i. Og der er altså et par hundrede tusinde børn, som er fantastisk dårligt stillede.
Er vi danskere blevet for meget os selv nok, siden vi lader det ske?
– I forhold til da jeg var ung, synes jeg, at det er ved at tippe. Enhver er sig selv nok. Det gælder bare om at komme frem og frem og gerne på bekostning af andre. Jeg kan godt savne den der solidaritet, at dem, der har det bedst og de bredeste skuldre, også føler et ansvar for at hjælpe dem, der har det svært. Og jeg er altså en af dem, hvor det er gået godt, og jeg vil gerne give noget igen, for de børn skal også have deres chance.
De her børn er sat udenfor
Nogle af børnene har Kurt Ravn mødt på de sommerlejre ASF-Dansk Folkehjælp holder rundt om i landet. Og han er tydeligt berørt, da han fortæller om nogle af dem, han har talt med. Om hvilken lykke, det er bare at komme hjemmefra og få serveret maden; om børn, der har været i Givskud Løvepark, hvor de ellers aldrig ville være kommet, for det har der aldrig været råd til.
– Mange af de her børn er til daglig sammen med andre børn, hvor de er de dårligst stillede. De ser kammerater, der har det hele: Den sidste nye mp3’er, den sidste nye Ipod, som tager med familien på rejser til udlandet, og jeg skal komme efter dig. De kan slet ikke være med. De føler sig sat udenfor, og de er sat udenfor. Indtil de kommer på sådan en lejr og pludselig møder andre børn, der har det ligesom dem selv. De opdager, at de ikke er de eneste.
Samtidig prøver ASF-Dansk Folkehjælp at få skabt nogle netværk, så de siden hen kan holde kontakt og bakke hinanden op.
Og spørger man Kurt Ravn, kan punktummet sådan set godt sættes her. For uanset om vi er børn på en ASF sommerlejr eller ham selv efter en flodbølge, så ramler vi alle i nogle sorte huller gennem livet, hvor vi har brug for hjælpende hænder. Det er noget med respekten for hinanden, at give hinanden chancer, fordi en ny dag også kan være en ny begyndelse.