Skaden blev godkendt af Post Danmarks forsikringsselskab. Maibritt Madsen må opereres to gange og er derfor sygemeldt i lang tid. Efter mange måneder indkaldes hun til en sygesamtale, som ender med en fyring på grund af højt sygefravær.
– Jeg føler mig virkelig trådt på. Jeg gik ud fra, at de vidste, det skyldtes min skade. De havde jo ikke stillet nogen spørgsmål om mit fravær, fortæller Maibritt Madsen.
Post Danmark havde imidlertid ikke registreret årsagen til sygefraværet. Og på trods af Maibritt Madsens protester, afviste Post Danmark at trække fyringen tilbage.
35.000 kroner for procedurefejl
Nu har Maibritt Madsen dog fået en lille oprejsning i form af en godtgørelse på 35.000 kroner. Ikke som følge af selve fyringen, men fordi Post Danmark havde brudt sine egne forskrifter, da Maibritt Madsen blev indkaldt til sygesamtale.Post Danmark havde hverken indkaldt hende i god tid eller indkaldt hende skriftligt, og hun havde ikke mulighed for at have sin tillidsrepræsentant med.
Den daværende distributionsleder påstod, at han altid indkaldte skriftligt til samtalerne. Faglig sekretær i 3F Frederiksborg Michael Hemming Nielsen kunne dog fremlægge kopier af en række tidligere sager fra samme postområde. Også her havde der været procedurefejl.
Får ikke sit job tilbage
Post Danmark måtte derfor af med en godtgørelse til Maibritt Madsen, som dog hellere havde beholdt sit job.– Jeg synes ikke, Post Danmark har håndteret sagen særligt godt. De gjorde ikke engang noget ved det sted, hvor jeg gled, siger hun.
Post Danmark oplyser, at man ikke kommenterer på konkrete personalesager.
