Selvom det kan forbedre kortuddannedes muligheder på arbejdsmarkedet, er der ekstremt få, som bruger deres ret til kurser i almene fag som dansk, engelsk, it og matematik.
Selvom det kan forbedre kortuddannedes muligheder på arbejdsmarkedet, er der ekstremt få, som bruger deres ret til kurser i almene fag som dansk, engelsk, it og matematik.
Signe Højgaard NY
100%
Annonce
Kun ganske få 3F’ere bruger deres ret til at tage kurser i dansk, engelsk, it og matematik. Ud af 244.000 medlemmer af 3F med pensionsordning via PensionDanmark er det kun 124 personer, som i første halvår af 2011 har benyttet sig af deres ret til at tage kurser i de såkaldte almene fag.
Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen mener, det er afgørende, at flere ufaglærte og kortuddannede tager imod tilbuddet om at blive bedre til helt de grundlæggende fag.
– Kravene til at kunne arbejde selvstændigt og til at kunne læse manualer og brugsanvisninger bliver hele tiden større. Og hvor man tidligere kunne meddele sig mundtligt, foregår det i dag ofte skriftligt pr. mail eller sms, siger han.
Engelsk som firmasprog
Chauffør og tillidsrepræsentant Karsten Godiksen i firmaet Frank Nørgager A/S har selv været på kursus i både engelsk og it med stor succes. I foråret var han ni uger i Skotland for at aflevere vindmøller fra Vestas.
– Der var det helt nødvendigt, at jeg kunne noget engelsk, siger han.
Flere af Karsten Godiksens ældre kollegaer har gået i skole, dengang lærerne måtte straffe eleverne korporligt, og mange har flere nederlag end succeser med i bagagen. Til at begynde med var alle ikke lige begejstrede for at skulle på skolebænken igen.
– Men det er en helt ny verden, der åbner sig. Pludselig kan de følge med i, hvad der sker i firmaet, når de selv er i udlandet, og mange af dem er også kommet på Facebook, fortæller Karsten Godiksen.
105 millioner kroner samler støv
Fra centralt hold i 3F ønsker forbundsformand Poul Erik Skov Christensen at sætte mere fokus på, at medlemmerne bruger deres ret til efteruddannelse. Der står 105 millioner kroner i de uddannelsesfonde, som PensionDanmark administrerer, som venter på at blive brugt.
– I takt med den øgede internationale konkurrence vokser kravene herhjemme til, hvad medarbejderne skal kunne. Her er det helt afgørende for vores medlemmers jobmuligheder, at de har de helt grundlæggende færdigheder på plads, siger han.