Her er hovedpunkterne:
Løn: Månedslønnen stiger med mindst 550 kroner (inklusive feriepenge og pension 700 kroner.) Det sker via forhøjelse af grundlønnen med 1,60 kroner i timen 1. marts i år. Og 1,85 kroner pr. 1. marts 2013. Det giver en samlet stigning i timelønnen på 3,45 kroner.
Løn-tillæg: Genetillæg stiger pr. 1. marts 2012 med 1,4 procent og pr. 1. marts med 2013 med 1,4 procent.
Ret til frihed for seniorer: Seniorer får ret til at holde op til 22 ekstra fridage om året. De er selvbetalte. Man kan holde fri uden løn, eller man kan få udbetalt de pensionskroner, man tjener i de ekstra år i job. Den nye ret giver et ekstra pusterum og modvirker nedslidning i en tid, hvor efterlønnen skæres ned, og pensionsalderen stiger. Ordningen gælder fra fem år før folkepensionsalderen.
Chauffører får 5.000: Landets chauffører slipper for en regning på 5.000 kroner hvert femte år. De har hidtil måttet betale for lovpligtig efteruddannelse. Nu skal arbejdsgiverne betale.
Barsel: Mere fleksibel barsel, hvor far og mor selv kan bestemme, hvornår barslen skal afholdes inden for de første 52 uger. Maksimumbetaling for løn under barsel stiger fra 135 kroner til 140 kroner.
Løn under sygdom: Ansatte får fuld løn under sygdom, når de har været ansat i seks måneder. Før var det ni måneder.
Unge får ret til pension: Unge under 20 får nu ret til pension fra den dag, de fylder 18. Det vil typisk give den enkelte 38.000 kroner mere i pension fra arbejdsgiveren, der trækker renter i resten af arbejdslivet.
Lærlinge: Lærlinge får samme lønstigning som deres ”voksne” kolleger. Tidligere har lærlinge fået en mindre stigning i procent. 3F og DI vil øge samarbejde for flere praktikpladser.
Mere fleksible lørdage: Arbejdsgiverne får adgang til mere fleksibel arbejdskraft på lørdage, når der er særligt behov. I dag kan arbejdsgivere placere fire timers arbejde uden tillæg for overarbejde på lørdage mellem klokken 6 og 12.30. Fremover kan de fire timers arbejde om lørdagen placeres mellem klokken 6 og 14. Dette træder i kraft fra 1. juni 2012 på virksomheder, som driver detailsalg fra butikker, for eksempel trælaster, byggemarkeder, drive-in lagre og it-handelslagre. På øvrige områder får ændringen virkning fra 1. februar 2014.
