De dystre tal er hentet fra den nye handleplan “Sikkerhed hver dag” mod alvorlige arbejdsulykker, der fredag blev præsenteret af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
– Det er stærkt gået af fagforeninger, arbejdsgivere og de andre aktører, at de har leveret og gennemarbejdet en handleplan, som jeg er glad for. Der er alt for mange alvorlige arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Derfor er det vigtigt at få skabt en kultur med et sikkert og ordentligt arbejdsmiljø, sagde Mette Frederiksen, da hun præsenterede bogen på toppen af byggepladsen Gartnergården på Frederiksberg.
Arbejdsmarkedets parter, Arbejdstilsynet og andre centrale aktører i bygge- og anlægsbranchen blev bedt om at udarbejde en fælles handleplan, der skal knække kurven. Indsatsen skal reducere antallet af alvorlige arbejdsulykker med 25 procent ved udgangen af 2020.
Ulykker koster dyrt
Handleplanen til seks millioner kroner opregner 50 konkrete initiativer, der skal knække kurven for alvorlige arbejdsulykker. Fra 2007 til 2011 er antallet af alvorlige arbejdsulykker steget med 45 procent. Planen er en del af den milliard kroner store forebyggelsespakke, som regeringen og Enhedslisten blev enige om under forhandlingerne om finansloven for 2012.Ministeren understregede de alvorlige konsekvenser for den enkelte og for samfundet.
Det samme gjorde Jørn Erik Nielsen, der er formand for Malernes Fagforening og BAT-kartellets arbejdsmiljøudvalg.
– Det er alvorligt for den enkelte, der bliver ramt af en arbejdsulykke. Men det koster også virksomhederne 30.500 kroner. Det svarer til, at virksomhederne skal udføre arbejde for to millioner kroner for at dække udgiften. Samlet koster arbejdsulykkerne ni milliarder kroner om året, sagde Jørn Erik Nielsen.
Er gået i gang
– Et sikkert og ordentligt arbejdsmiljø er forudsætningen for at skabe en større produktivitet og sorte tal på bundlinjen, fastslog Peter Stenholm, der er direktør i Dansk Byggeri.Han fortalte, at det især er de mindre virksomheder, der kan have svært ved at overskue de mange regler. Derfor har Dansk Byggeri og 3F startet et af de 50 konkrete initiativer i handleplanen. Det går ud på at skabe overskuelighed for de mindre virksomheder.
– Vi kan ikke leve med det høje antal alvorlige arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Alle aktører i branchen er nødt til for alvor at gennemføre planen, så den når helt ud på hver eneste byggeplads, understreger Kim Lind Larsen, der er formand for Byggegruppen i 3F og BAT-kartellet.
