Siden 2004 er over 500 mennesker døde i arbejdsulykker på deres job i Danmark. Men er det ok, at en arbejdsgiver trods grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen efter en dødsulykke slipper for at blive tiltalt, hvis han eller hun var i familie med, nær pårørende eller ven til den afdøde?
Og hvor bør politiet og domstolene trække grænsen for hensynet til de personlige relationer, når det skal vurderes, om der skal rejses tiltale mod en arbejdsgiver efter en dødsulykke? Ifølge Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet, er det svært at fastsætte en juridisk facitliste.
– Det afgørende må i almindelighed være, at den afdøde er en af den ansvarliges nære pårørende. Det kan nok ikke lade sig gøre at sætte på en fast formel, hvad det vil sige. Men som udgangspunkt må det være nærtstående familiemedlemmer eller en fast partner, siger Jørn Vestergaard.
Oplagt kreds af nære pårørende
Han vil ikke udelukke, at der i nogle tilfælde heller ikke bør rejses tiltale mod en arbejdsgiver, der var meget nær ven til den afdøde.
– Men det er selvfølgelig uholdbart, hvis en arbejdsgiver kan omgå reglerne ved bare at oplyse, at han havde tætte bånd til afdøde, siger Jørn Vestergaard.
– Så når man er uden for den helt oplagte kreds af nære pårørende, vil det korrekte være at inddrage politiet, som så undersøger forholdene nærmere, siger han.
Fremover bliver det netop politiet og domstolene, der skal afgøre, om der skal rejses tiltale mod en arbejdsgiver efter en dødsulykke, hvis arbejdsgiveren havde familiære eller nære relationer til den afdøde.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) gjorde 16. december en ende på Arbejdstilsynets omstridte praksis siden 1988 med at indstille til politiet, at dødsulykker blev henlagt, hvis der var sådanne relationer. En praksis, der ifølge Arbejdstilsynet tog afsæt i "et menneskeligt hensyn" – og Retsplejelovens paragraf 722.
Parallelle hensyn
Den gør det muligt at kende folk skyldige i for eksempel at have kørt over for rødt i trafikken og dermed have forvoldt en nærtståendes død. Men samtidig slippe for straf, da tabet af den nærtstående allerede er så hård en straf, at det ikke giver mening at straffe yderligere.
– Efter min helt generelle vurdering kan man godt drage en parallel mellem de hensyn, der gør sig gældende ved trafikulykker og arbejdsulykker, hvor den ansvarlige og den afdøde eller svært kvæstede er hinanden nærtstående, siger Jørn Vestergaard.
– Alt andet lige vil behovet for at straffe i sådanne sager svækkes i lyset af, at den ansvarlige i kraft af ulykkens konsekvenser allerede personligt er blevet påført en mærkbar følgevirkning, som måske til og med er mere følelig og ubehagelig end en formel straf i form af bøde eller fængsel, siger han og tilføjer:
– Selve det at miste en nærtstående og ovenikøbet på grund af ens egen fejl og forsømmelse vil normalt være en stor belastning i sig selv, så behovet vil næppe være stort for tillige at skride til strafforfølgning. Det afgørende fra myndighedernes side må efter min mening være at sikre, at de forhold, som er årsag til ulykken, bringes i orden.