Der er udsigt til, at de ansatte i produktionen hos Widex kan få deres første tillidsrepræsentant. 3F Frederiksborg har indkaldt til fællesmøde onsdag 26. juni. Her vil afdelingen informere om rettighederne som ansat på den store høreapparatvirksomhed i Helsinge og Vassingerød. Og om hvordan man kan få hjælp, hvis man bliver sagt op.
– Den seneste tid har der været en del af pigerne fra Widex på besøg her i afdelingen. De er blevet fyret, og der har været fejl i deres opsigelser. Mange af dem har fået at vide af deres mellemleder, at de ikke har en overenskomst. Derfor har vi valgt at invitere alle ansatte i produktionen til møde, siger faglig sekretær Elaine Larsen fra 3F Frederiksborg.
Mere end nogensinde
Ud over at informere om regler og overenskomst er der altså lagt op til at vælge en tillidsrepræsentant på mødet. Det bliver i så fald den første.
– Det lyder mærkeligt. Men der har faktisk aldrig været en tillidsrepræsentant hos Widex. Det vil vi gerne lave om på. Andre store virksomheder i Nordsjælland har jo for længst etableret sig med tillidsfolk, siger Elaine Larsen og henviser til firmaer som Novo Nordisk, Coloplast og Haldor Topsøe.
Hun peger også på, at det netop nu er ekstra vigtigt med en person, som varetager de ansattes interesser.
– Medarbejderne har mere end nogensinde brug for en person, der fremover kan sikre dem deres rettigheder. Og her tænker jeg både på de allerede opsagte og dem, som står til at blive fyret, siger Elaine Larsen.
Vi gerne samarbejde
For nylig kom det frem, at Widex de kommende fire år vil nedlægge de fleste danske produktionsjob. Det betyder, at Morten Olsen fremover skal have sit høreapparat fremstillet i Estland.
I den forbindelse erklærede Widex’ topledelse, at den gerne vil samarbejde med 3F om at sikre uddannelse til de fyrede medarbejdere.
