Det sker efter et sommertjek i juli. Her har Jobindex undersøgt, hvorvidt mediehistorier om mangel på arbejdskraft holdt vand og var en tendens. Blandt andet med faktatjek, løfter om champagne til virksomheder, der kunne påvise flaskehalse, samt en rundspørge til 3.000 jobsøgende med CV hos Jobindex.
Det har aflivet mediehistorierne, og det er ikke lykkedes at spore flaskehalse.
Ingen panik de første år
Kaare Danielsen, der er direktør for Jobindex, vurderer, at der vil gå flere år, før Danmark kan blive ramt af mangel på arbejdskraft.– Det nuværende opsving minder mere om et damplokomotiv end et lyntog, og der går adskillige år, før vi vil se flaskehalse. Der findes store virksomheder, der har problemer, når det gælder IT-specialister, ingeniører og højt specialiserede teknikere. Men bortset fra tekniske specialister er det ikke det, vi forstår ved ægte flaskehalse, siger Kaare Danielsen.
Han peger på, at der er lang vej til en situation som i 2007, hvor arbejdsløsheden stort set var afskaffet. Da blev der lagt cirka 30.000 jobannoncer på nettet om måneden. I juli 2014 var antallet 17.900 jobannoncer.
I avisen uden grund
Det har været overdrevet, når en række virksomheder har optrådt i medierne og talt om mangel på arbejdskraft. Og de eksempler, Jobindex har faktatjekket, holdt ikke vand:– Det er typisk mindre virksomheder, der oplever, der er blevet lidt færre at vælge mellem. De skal måske betale lidt mere i løn. Og så skal de måske annoncere for at gøre opmærksom på ledige stillinger. Der er ikke grundlag for at tale om generel mangel på arbejdskraft, konkluderer Kaare Danielsen.
I 2005 var situationen omvendt. Dengang advarede Jobindex og Danske Bank om, at Danmark stod foran mangel på arbejdskraft. Det afviste daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i første omgang.
