Sådan er der ved regulære sjuskefejl i nogle tilfælde blevet byttet rundt på legemsdelene, når Arbejdsskadestyrelsen har behandlet en sag. Det viser en gennemgang af nogle af de fejl, som Kammeradvokaten fandt ved en undersøgelse af 98 sager om tab af erhvervsevne tidligere i år, og som blandt andre 3F har fået adgang til at se detaljerne i.
– Det svarer populært sagt til, at du ringer efter en elektriker, men får en regning fra et VVS-firma, siger Ulla Sørensen, ansvarlig for 3F’s arbejdsmiljøpolitiske arbejde.
Forkerte indtastninger
Heller ikke den bølge af henvendelser fra hundredvis af borgere, som på baggrund af Kammeradvokatens kritik har ønsket at få genoptaget deres arbejdsskadesag, har Arbejdsskadestyrelsen formået at håndtere helt korrekt.Et status-notat fra november viser, at Arbejdsskadestyrelsen registrerede 193 henvendelser fra borgerne to gange. Med det resultatet, at de talte dobbelt.
I september meldte styrelsen ud, at 910 borgere havde henvendt sig for at få genoptaget deres sag. Fejlen, der dog ikke har haft betydning for selve sagsbehandlingen, skyldtes, at sagerne var kodet forkert i den manuelle registrering.
Nej til ønske fra 3F
3F har opfordret alle medlemmer, der var i tvivl om, hvorvidt deres arbejdsskadesag er afgjort korrekt, til at rette henvendelser til deres lokale afdeling af fagforbundet.Arbejdsskadestyrelsen har oprettet en hotline, og via dens hjemmeside også opfordret folk til at henvende sig, hvis de var i tvivl om deres afgørelse. Men 3F vil gerne have, at styrelsen er mere opsøgende.
– Vi så gerne, at man gik fem år tilbage og gennemgik alle sager om tab af erhvervsevne. Og at Arbejdsskadestyrelsen skrev ud til alle de af vores medlemmer, som man kan se har sådan en sag, at de skal kontakte 3F, hvis de mener, at der er blevet truffet en forkert afgørelse. Det ville være en julegave til os og vores medlemmer. Men det har styrelsen sagt nej til, siger Ulla Sørensen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arbejdsskadestyrelsen.

