Det er nu ikke Californien, der er kommet til København, men filminstruktørens storebror fra Sydhavnen. Han har været jord- og betonarbejder. Erik Clausen er udlært maler, og faktisk slår besøget glimrende tonen an, for Clausens nye film handler en hel del om både at være en familie og at passe sit arbejde.
I filmen “Mennesker bliver spist” samles en familie, der ellers er splittet og uvenner, da familiefaren, mekanikeren Herluf, bliver dement og på et tidspunkt forsvinder. Historien kom til Clausen, fordi han tænkte på sin gamle kammerat, der allerede i 55-års-alderen blev mere end almindeligt sær.
– Mellem hænderne forsvandt han fra os. Han gik forbi os med et saligt smil, og først troede jeg, han var fornærmet på os, men så kunne jeg pludselig se, at der foregik noget inde i hovedet på ham. Min kammerat sagde de såkaldt mærkeligste ting, men der var en eller anden abstrakt sammenhæng i det, og hans begejstring for kvinder fortog sig ikke. Til gengæld forsvandt alle hans hæmninger, så han gik lige hen til en sød pige og gav hende et kys. Det er vi mange, der har drømt om, men vi har jo vores pæne opdragelse, siger Erik Clausen.
Barn af fagbevægelsen
I filmen spiller han selv Herluf, mens Bodil Jørgensen er hustruen Ingelise, der ikke længere har så godt et øje til sin egen mand, at hun opdager, hukommelsen svigter. Datteren Gitte har travlt med at være arbejdsløs designer og nygift for tredje gang, og en dag sender Herluf en bil på gaden, hvor bremserne er defekte. Så bliver han selv sendt hjem.Din film handler om demens, men måske endnu mere om at være en familie?
– Ja, for kunne det her måske have været anderledes, hvis Herlufs kone, som er så ambitiøs og kritisk, havde strøget sine hænder hen over hovedet på ham? Hvad er det, vi gør ved hinanden i familien? Begrænser vi hinanden, eller forlænger vi hinanden?
Man kunne med Clausens egne ord skrive en hel roman om hans familie fra arbejderkvarteret Sydhavnen i 1940’ernes og 50’ernes København. Men vi nøjes med lige at runde en far, der forsvandt ret tidligt ud af sine sønners liv og først dukkede op igen, da Erik Clausen var 15 år. Den enlige mor, der satte skik på sine to drenge. Og så lige morfar.
– Min morfar var håndværker, han var gørtler. Men han kunne også male, og han skrev fagforeningsrevyerne. Men så døde han. Han sprang af en sporvogn og blev kørt over af en taxa, og det var jo paradoksalt, for han havde lige skrevet Taxa-revyen. Min far var mekaniker og kørte motorløb, og så var han damernes ven. Min mor var ufaglært fabriksarbejder. Og hun knoklede. Jeg er bogstaveligt talt et barn af fagbevægelsen, for min mor mødte min far til et fagforeningsbal i Folkets Hus, og jeg er opvokset med, at “din fagforeningsbog er vigtigere end Biblen”.
Hjælp mormor
Så hvad siger din film om familien Danmark i dag?– Den spørger, hvad vi kan klare samlet? Når vi får 10.000 flygtninge? Eller når mormor trænger til hjælp med at gøre rent? Er dansk gavmildhed kun til fødselsdage og juleaften? Jeg foreslår at omgås hinanden med praktiske ting i stedet for bare at sidde og spise småkager med moster Oda i sofaen og se “Hit med sangen” og gå fuldstændig rasende hjem, hvorefter man ikke besøger Oda mere.
– Børnene skal høre onkel Kajs fantastiske fortællinger om 2. Verdenskrig, for hvis vi bare sidder og glor ind i en skærm, forsvinder historien i den største bog i verden, nemlig glemmebogen. Jeg vil ikke idyllisere familien, for den kan også være tyrannisk. Men jeg vil gerne skildre danskerne som det fantastiske folk, vi er: Socialt bevidste, meget følsomme og med oldeforældre, der brugte fritiden på at udtænkte genistregen velfærdstaten, siger Clausen.
For instruktøren er velfærdstaten et gode, vi ikke kan være stolte nok af. Til gengæld ærgrer det ham, at de fagforeninger, han engang kendte, er “forvandlet til forsikringsselskaber”.
Frede, Frode eller Frederik
– Man skal stå ved, hvad man er, og ikke gemme sig i et anonymt glaspalads og iscenesætte sig selv med et logo, der lige så godt kunne være navnet på en børneinstitution. 3F? Betyder det Frede, Frode og Frederik, eller? Det er fagforeningerne, der skal tale om fællesskabet – ikke slipsedrengene i Venstre, der render rundt med deres smalle hænder og ikke har bygget en skid, lyder salutten fra Clausen, der godt genkender sin Herluf og hans frustrationer over, at datteren Gitte ikke bare finder sig et job.Herluf synes, at Gitte skal tage det der rengøringsjob nede på Rådhuset, selvom hun er uddannet designer?
– Ja. Og er pigen så cool eller snobbet, når hun ikke vil gøre rent, selvom hun er arbejdsløs? De unge må selv finde ud af det, men havde det været mig, så havde jeg taget rengøringen. Jeg kommer jo fra et miljø, hvor vi havde den stolthed, at vi gerne ville klare os selv.
Klodshans
– Som udlært malersvend vil jeg sige: Kunne man ikke lave systemet om, så de unge er ude i mesterlære i stedet for at rende rundt og lede efter en praktikplads? Ungerne går alt for lang tid i skole. Mange har et fysisk behov for at udtrykke sig, og de skal ikke ud i praktik, men ud til en mester og i lære hos en, der omtaler dem som “mine drenge”, siger Erik Clausen, der opfordrer flere til at satse på Klodshans-strategien.Hvad kan Klodshans?
– Klodshans, han kunne ikke en skid, og så optrådte han med det, og så blev prinsessen imponeret, for det var der sgu ingen andre, der turde. Livet er benhårdt, men det moderne menneske i Danmark går efter lykken, søger idyllen, det perfekte og velværet. Dermed reducerer du stærke kræfter som vrede og social indignation, nogle af de ting, der driver både kunstnere og sportsfolk til at lave præstationer.
– Jeg er en meget forkælet mand, men jeg er ikke noget ønskebarn, og folderne i mit ansigt er ikke dannet af at spille golf og tennis. Mine film er ikke lavet i medvind, men på trods. Jeg har min indignation, og nu skal jeg fandeme vise dem Herluf, ham mekanikeren, der bliver dement. Han skal ikke gå til grunde, uden at nogen ser det.