CELF er et fælles uddannelsescenter, der dækker hele Lolland-Falster. Billedet her er fra transportskolen i Maribo.
Loven siger nej til AMU-kurser i udlandet – alligevel sagde CELF i Nykøbing Falster god for kursus i Portugal. Danskere accepteret som deltagere, selvom kurset kun var for udlændinge.
Peter Andersen
100%
Annonce
Erhvervsskolerne på Lolland-Falster, CELF, brød loven, da de sidste år godkendte et vindmøllekursus i Portugal.
Dels tillod CELF, at der blev udbetalt løngodtgørelse for syv danskere, selvom kurset var forbeholdt udlændinge. Dels levner AMU-loven slet ikke mulighed for at henlægge støttede kurser til udlandet.
– Det er ikke et kursus, vi har givet tilladelse til. Man kan ikke afholde støtteberettigede AMU-kurser i udlandet. Men CELF har nu lovet mig, at jeg senest fredag får en samlet redegørelse, og før da har jeg ikke flere kommentarer, siger Lisbeth Bang Thorsen, som er kontorchef i Undervisningsministeriet.
Skole erkender fejl
CELF erkender, at skolen aldrig skulle have haft taxametertilskud for kurset i Portugal og er parat til at betale op mod 130.000 kroner tilbage til staten.
– Vi har kvajet os på flere punkter i denne sag, og så må vi også tage de tæsk, der kommer. Kurset blev oprettet som et almindeligt kursus med undervisning, men der var reelt tale om et praktikophold, hvor den væsentligste undervisning bestod i sidemandsoplæring. Den slags kurser er helt legitime – de giver bare ikke ret til statstilskud, siger Kim Normand, der er markedsdirektør i CELF.
Det var også en klar fejl, at skolen tillod danske deltagere på kurset. Til gengæld var det undskyldeligt, at CELF sagde god for et kursus i Portugal, selv om AMU-loven ikke levner mulighed for kurser i udlandet, mener Kim Normand.
– Kurset fandt sted i begyndelsen af 2009, og dengang var reglerne ikke så klart formuleret, som de er i dag. På det tidspunkt blev der ikke rejst mange vindmøller i Danmark, og da vi fik muligheden for at sende deltagerne til Portugal for at lære at rejse møller, slog vi til, siger han.
Ingen kommentarer
Deltagerne i kurset var beskæftiget i firmaet Fairwind, som stod for opsætningen af vindmøller i Portugal.
Fairwind modtog VEU-godtgørelse fra staten for de i alt 16 deltagere. Men i sidste uge valgte firmaet at returnere godt 200.000 kroner, der var udbetalt for de syv danske deltagere.
Det skete allerede dagen efter, 3f.dk første gang havde omtalt kurset, som var forbeholdt flygtninge og indvandrer.
Nul-tolerance over for snyd
Firmaet kan nu blive tvunget til også at tilbagebetale de penge, man modtog for de øvrige ni deltagere. Frank Juncker, der er uddannelseskonsulent i 3F, kender ikke den konkrete sag i detaljer.
– Men der har tidligere været sager, hvor der reelt har været tale om arbejde camoufleret som AMU-kurser. Derfor har ministeriet indført det, man kalder nul-tolerance over for snyd med AMU-midler. Det efterlever de benhårdt, og det er også det helt rigtige at gøre, siger han.