Besparelserne på næste års finanslov rammer en lang række områder fra skovrejsning og fremme af økologisk landbrug til stop for støtte til jordvarmeprojekter. Den største sparepost er støtte til kollektiv trafik på landet, der står til at blive skåret med 265 mio. kr. – den mindste er ophøret af statsstøtte til Samsø Energiakademi på 2,5 mio. kr.
– Man fjerner en hel masse konkrete projekter, der giver beskæftigelse til rigtig mange mennesker med ét slag, siger Radikale Venstres miljøordfører, Ida Auken, til Politiken.
Foragt
Alt i alt løber listen af grønne besparelser, som rammer direkte ned i landdistrikterne, op i 1 mia. kr., viser Politikens gennemgang af finanslovsudspillet for 2016.– Det vidner om en grundlæggende foragt for miljø og natur. Jeg ser det her som en ideologisk kamp – det er simpelthen ikke fornuftsbaseret, siger Ida Auken.
I Skive er borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V) netop klar til at gennemføre et stort energiprojekt, som kan varme halvdelen af kommunens huse op med CO2-neutralt varmt vand fra jordvarme. Men han har behov for, at regeringen fastholder en forsikringsordning, der koster staten 27 mio. kr.
– Vi beder ikke om statsstøtte. Vi beder bare om, at staten står bag, hvis tingene mod forventning skulle gå galt med boringen, siger Peder Chr. Kirkegaard til Politiken. Borgmesteren kalder det “trist”, hvis jordvarme, også kaldet geotermi, lægges på hylden.
Et andet spareområde er støtten til landmænd, der vil omlægge til økologi. Her vil regeringen skære støtten fra 218 mio. kr. i år til 77 mio. kr. næste år. I sidste uge opgav regeringen målet om at fordoble det økologiske areal i 2020. I Dansk Folkeparti rynker man på næsen.
– Vi synes, det er ærgerligt, at man forlader målet om at fordoble det økologiske areal, fordi det jo går rigtig godt med økologien, siger René Christensen (DF), der er formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, til Politiken. Han påpeger, at øko-produkter sælger som aldrig før, og at rekordmange landmænd har omlagt til økologi i år.
Venstre smiler
Venstres ordfører for energi, klima og landdistrikter Thomas Danielsen (V) kan ikke genkende billedet af, at regeringen skulle svigte landdistrikterne.– Jeg kan ikke andet end trække på smilebåndet, siger Thomas Danielsen til Politiken.
– Der er ingen regering, der har gjort så meget for landdistrikterne som denne. Folk går jo rundt derude med armene over hovedet, fordi der endelig sker noget. Vi liberaliserer planloven, så der kan drives erhverv på landet, og vi udflytter statsjobs.
Men I sparer jo?
– Vi er nødt til at spare 5 mia. kr. hvert år frem til 2020 for at få styr på Danmarks økonomi. Og da hele Danmark er landdistrikt – bortset fra Aarhus og København – vil det selvfølgelig også ramme i landdistrikterne, siger Thomas Danielsen til Politiken.
