Arbejdstilsynets har netop indført omfattende stramninger på en lang række områder i behandlingen af dødsulykker og alvorlige ulykker. De bydes velkommen, men Arbejdstilsynet får samtidig hårde ord med på vejen af arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet og SF’s arbejdsmarkedspolitiske ordfører Eigil Andersen.
Henning Jørgensen hæfter sig især ved, at enkeltpersoner ikke længere må lave vurderingerne af ansvar i dødsulykker og alvorlige arbejdsulykker.
– Nu skal flere faglige personer og flere myndigheder sikre korrekte afgørelser, siger han.
Har svigtet gevaldigt
Han understreger, at stramningerne er nødvendige, og at det er en sen erkendelse af, at Arbejdstilsynet har svigtet gevaldigt.
– Det er ikke småting, der er ændret. Der er jo adfærdsproblemer i tilsynet, hvor enkeltpersoner har svigtet groft med inkompetence, siger Henning Jørgensen.
Arbejdstilsynet indførte stramningerne efter at Fagbladet 3F i juni i en række artikler påviste alvorlige fejl i en sag om 51-årige Kim Banke, der uden en chance brændte ihjel i en lift i en silo på Grenå Havn i sommeren 2011.
– Alt gik jo galt for tilsynet i sagen fra Grenaa. Det må aldrig ske igen, og det skal stramningerne sikre. Man kan spørge, hvorfor de ikke er kommet før? Men nu kan folk, der kommer alvorligt til skade, fremover forvente en bedre behandling. Så Kim Banke døde ikke forgæves, hvor frygtelig den sag end er, siger Henning Jørgensen.
SF: Flere vil få retfærdig straf
SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen er meget tilfreds med, at Arbejdstilsynet har strammet op i sin behandling af dødsulykker og andre alvorlige arbejdsulykker.
– Nu er der udsigt til, at arbejdsgiverne i flere tilfælde vil få den retfærdige straf, som de fortjener. Når en arbejdsgiver, der overtræder reglerne, kan være årsag til medarbejderes død eller alvorlig tilskadekomst, skal samfundet naturligvis gøre alt for at straffe lovbruddet, siger han.
Han peger på, at samfundet viser alle arbejdsgivere, at de skal tage sikkerhedsreglerne alvorligt.
– Ellers vil nogle arbejdsgivere slappe af og sløse med sikkerheden – og deres medarbejdere risikerer at blive invalide. Det er jo helt og aldeles uacceptabelt, siger han.