Michael Vestby Frank var 26 år, da han blev mast. Han kom på sygehuset med stærke smerter i lænd og ben og var sygemeldt et år. Familien på fire måtte klare sig på kontanthjælp.
– Jeg følte voldsom skyld bagefter. Det lå i luften, at ulykken var min skyld. Det sled hårdt psykisk på mig i lang tid, hvor jeg ikke kunne være der for min familie, fortæller Michael Vestby Frank, der er glad for, at firmaet fik ansvaret.
– Så kan jeg komme videre, siger Michael Vestby Frank, der er startet på en handelsuddannelse og leder efter en kontorlæreplads.
Regionschef i vognmandsfirmaet Ronnie Fegge oplyser, at bøden er betalt, men har ikke yderligere kommentarer.
Bøden betalt
Arbejdstilsynet oplyser, at Marius Pedersen A/S har redegjort tilfredsstillende for forebyggelse af lignende arbejdsulykker, og dermed er sagen slut.Også en sag om 3F’er Alan Gredar, der arbejdede hos Spirit Air Cargo Handling i Københavns Lufthavn, er nu afsluttet. Han kom til skade i 2012, da en kran væltede ned over ham. Arbejdstilsynet bad politiet genoptage sagen. Det ville hverken politiet eller Statsadvokaten, som er sidste klageinstans.
En ny virksomhed har overtaget efter Spirit Air Cargo Handling. Efter at have besøgt virksomheden konkluderer Arbejdstilsynet, at arbejdsulykken ikke kan ske igen.
Den tredje sag, som Arbejdstilsynet har vurderet på ny, er en ulykke i Odsherred Kommune. 59-årige Arne Knudsen døde, da han fik en gren i hovedet under træfældning.
Dødsulykke afsluttet
Arbejdstilsynet gav efter ulykken kommunen påbud om at sikre, at fældning af træer sker fuldt forsvarligt.– Men også den sag er afsluttet nu, da Statsadvokaten har truffet afgørelse om ikke at genoptage den, oplyser Eva Jensen, kontorchef i Arbejdstilsynet.
De tre henlagte ulykkessager blev genoptaget, efter Fagbladet 3F i 2012 i den fjerde sag afslørede, hvordan 51-årige Kim Banke brændte ihjel under arbejde i en silo på Grenaa Havn. Hans sag blev genoptaget, efter Arbejdstilsynet erkendte at have begået fejl.
Sagen endte med, at arbejdsgiveren fik ansvaret og en bøde på 40.000 kroner for at overtræde arbejdsmiljøloven. Kim Bankes enke fik erstatning på godt 660.000 kroner for tab af forsørger.
Sagen fik Arbejdstilsynet til at åbne 313 henlagte sager om ulykker og dødsfald. Gennemgangen af sagerne afslørede alvorlige fejl i yderligere tre sager.

