Fra Spitsbergen i Nordnorge til Cape Town i Sydafrika er det forbudt for samtlige ansatte i hotelkæden Rezidor-SAS-Hospitality at formidle kontakt mellem hotelgæster og prostituerede. Hvis en ansat overtræder dette forbud, så er det øjeblikkelig fratrædelse.
Det fremgår af et brev, som Finansministeriet har modtaget fra Fritz Schur, der er medlem af bestyrelsen i luftfartsselskabet SAS AB.
Forhistorien er en debat i Folketinget den 23. maj, hvor Enhedslisten havde stillet forslag om, at hoteller ikke måtte medvirke til formidling af sexkøb. Et enigt Folketing bakkede op om tanken.
Og da den danske stat ejer 14 procent af SAS, skrev Finansministeriet derfor til Fritz Schur og bad ham om at rejse sagen i SAS, herunder det delvist SAS-ejede datterselskab Rezidor-SAS-Hospitality. Hotelkæden driver 194 hoteller over hele verden under navne som Radisson SAS, Country Inn, Cerruti, Park Inn eller Regent.
Klar besked fra toppen
– Brevet forklarer, at der findes to personalehåndbøger i SAS. Den ene er obligatorisk for samtlige ansatte. Af den fremgår det klart, at der er forbud i alle hoteller mod at formidle kontakt mellem gæster og prostituerede, fortæller Fritz Schur.Han understreger, at brevet til Finansministeriet er underskrevet af vicekoncerndirektør i SAS, Gunnar Reitan, der desuden er formand for bestyrelsen i hotelkæden Rezidor-SAS-Hospitality. Fra 1. august konstitueres Gunnar Reitan endvidere som ny SAS-koncerndirektør, når Jørgen Lindegaard fratræder.
– Såfremt det opdages, at en sådan kontakt trods forbuddet alligevel har fundet sted, så skal den pågældende medarbejder fratræde omgående. Og derudover bliver sagen meldt til de lokale myndigheder, vel at mærke hvis prostitution er ulovlig i det pågældende land, fortsætter Fritz Schur.
Direktørens personlige ansvar
Den anden personalehåndbog henvender sig kun til hoteldirektører og managers. Heri understreges det, at det også er en opgave specielt for direktøren eller manageren at forhindre, at der drives prostitution f.eks. fra hotellets bar eller på et af værelserne. Hvis det opdages, skal de pågældende gæster øjeblikkelig bortvises.– Før du bliver hoteldirektør eller manager i SAS-koncernen, skal du have skrevet under på at overholde disse vilkår, siger Fritz Schur og opsummerer:
– Så jo, der er allerede stor opmærksomhed omkring dette emne i SAS.
Line Barfod (EL) glæder sig over svaret fra SAS. Især er hun glad for, at det så tydeligt også er et ledelsesansvar i SAS at forhindre sexformidling på hotellerne.
– Det viser, at det er muligt at drive hoteller uden sexformidling. Vi kan så håbe på, at den holdning breder sig til alle hoteller i branchen, siger hun.
– Jeg vil da opfordre SAS til at bruge deres klare holdning positivt i markedsføringen, så storkunder som f.eks. politikere eller fagforeninger kan tage højde for det, når de skal booke hotelværelser, slutter Line Barfod.
I Finansministeriet bekræfter kontorchef Peter Brixen, at brevet fra Gunnar Reitan er modtaget. Peter Brixen forventer, at folketingsmedlemmerne senest bliver orienteret om indholdet af svaret i slutningen af juli.
