Danmarkshistoriens dyreste besparelse

Uanset politisk overbevisning må man konstatere, at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet penge. Så hvorfor i alverden vil Venstre spare 31 millioner på Arbejdstilsynet?
»Det, vi siger inden valget, det gør vi også efter valget,« lød det igen og igen fra Venstre under valget.
Men det holder bare ikke, når det kommer til danskernes arbejdsmiljø. For før valget tilsluttede Venstre sig et bredt forlig om en skærpet indsats for et bedre arbejdsmiljø. Nu foreslår Venstre at skære voldsomt i bevillingerne til Arbejdstilsynet med udspillet til finanslovforhandlinger. Det hænger simpelthen ikke sammen.
100%
Annonce
Arbejdstilsynet vurderer selv, at hvis finanslovforslaget gennemføres, vil det betyde afskedigelser af omkring hver femte medarbejder i Arbejdstilsynet.
Det er en markant nedskæring, der ikke kan undgå at få konsekvenser for dem, hvis hverdag er alt andet end hævesænkeborde og kageordninger. Holder problemerne mirakuløst op på disse arbejdspladser, fordi Arbejdstilsynet holder op med at komme? Nej, vel?
Fakta er, at dårligt arbejdsmiljø er en gigantisk udgift for samfundet. Langt større end nogen besparelse, regeringen nogensinde ville kunne finde, om de så rundbarberede Arbejdstilsynet ned til sidste medarbejder.
Beregninger lavet af COWI for LO viser, at dårligt arbejdsmiljø årligt koster det danske samfund den svimlende sum af 64 milliarder kroner – ja, milliarder! Det gigantiske beløb udgør både udgifter for virksomhederne, der skal betale for fravær og vikarer og udgifter til omskoling, til at udbetale understøttelse til dem, der er blevet slidt ned af deres arbejde og må forlade arbejdsmarkedet, udgifter til læger og hospitalsregninger osv. osv.
Min pointe er, at de 31 millioner kroner, som Venstre er så ivrige efter at spare nu og her, er et forholdsvist beskeden beløb i et samfundsperspektiv. Når man så samtidigt tager med i overvejelserne, at de 31 millioner kroner har så vidtrækkende konsekvenser for muligheden for at holde øje med de udsatte brancher – ja, så synes jeg, det er en meget dyrt købt besparelse. Faktisk vil jeg kalde det den dyreste besparelse, jeg nogensinde har hørt om.
Jeg forstår ikke regeringens snæversyn. Uanset hvilken politisk overbevisning man må have, kan man jo konstatere, at dårligt arbejdsmiljø koster penge. Hvorfor så udsætte sig selv for endnu flere udgifter? I et ganske almindeligt husholdningsbudget ville man jo aldrig synes, det var god økonomisk sans at købe en gammel bil til spotpris for så at bruge det dobbelte i reparationer allerede den første måned. Hvorfor så acceptere den bekostelige logik, når det kommer til statens husholdningsbudget?
Selvfølgelig er det ikke alene Arbejdstilsynet, der sørger for, at vi har et ordentligt arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Det er arbejdsgiverne, der står med ansvaret. Og de har jo også en meget konkret interesse i, at arbejdsmiljøet er i orden. Ikke alene for deres ansattes skyld, men også fordi et godt arbejdsmiljø kan ses på produktiviteten, konkurrenceevnen og dermed på bundlinjen.
Så egentlig burde vi jo kunne overlade ansvaret til arbejdsgiverne og helt droppe tilsynet, eller hvad? Ja, omtrent lige så let, som vi kunne droppe politiets kontrol med fartgrænserne, fødevarekontrollen eller Skats kontrol med indkomstskatten.
Inden for arbejdsmiljøområdet er Arbejdstilsynet i høj grad med til at sætte fælles grænser. Uden tilsynet ville for mange brodne kar søge efter laveste fællesnævner. Det har vi desværre set alt for længe inden for byggeriet. En branche, der er blevet kendt for social dumping og alt for mange arbejdsulykker. Lad os da for alt i verden sørge for, at ikke flere brancher skal samme vej.
Jeg håber, at politikerne, inden finanslovsforhandlingerne er slut, indser det fornuftige og økonomisk rigtige i at finde de ganske få ekstra millioner, der skal til, så Arbejdstilsynet kan sikres arbejdsro fremover. Målene for et bedre arbejdsmiljø, som politikerne har forpligtet sig til i den såkaldte 2020 arbejdsmiljøplan, kan kun blive til virkelighed, hvis vi har et effektivt og stærkt Arbejdstilsyn med.
For 3F’s medlemmer er arbejdsmiljøet blodig alvor. Vi topper statistikkerne for ulykker og sygdomme.
Derfor har vi brug for et effektivt og velfungerende Arbejdstilsyn, ikke nedskæringer. Hverken politikerne eller 3F’erne har råd til andet.
“Det er en markant nedskæring, der ikke kan undgå at få konsekvenser for dem, hvis hverdag er alt andet end hævesænkeborde og kageordninger”