Hverken beskæftigelsesminister Jørn Neergard Larsen (V) eller direktør for Arbejdstilsynet Peter Vesterheden har villet svare på spørgsmål fra Fagbladet 3F om dødsulykken 4. august 2014 på Strandby Havn. Men nu bliver ministeren nødt til at svare på spørgsmål om arbejdsulykken, der er en af de alvorligste i de seneste ti år. For Enhedslistens arbejdsmiljøordfører Christian Juhl har stillet flere spørgsmål til ministeren, som dermed skal svare Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Fagbladet 3F har både før og efter offentliggørelsen af Fagbladet 3F's artikler om dødsulykken i Strandby bedt om interview med Arbejdstilsynets direktør Peter Vesterheden. Begge gange er Arbejdstilsynet på forhånd blevet forelagt Fagbladet 3F's spørgsmål, men tilsynets presseafdeling har begge gange afvist at lade bladet lave et interview med tilsynets direktør.
– Det er vigtige spørgsmål. Det er en uskik og utroligt dårligt, at ministeren og Arbejdstilsynet ikke svarer pressen på spørgsmål, siger Christian Juhl og gør opmærksom på, at beskæftigelsesministeren har ansvaret for Arbejdstilsynet.
Ekspert: Demokratisk problem
Fagbladet 3F beskrev 19. november 2015, at bladet gennem en uge forgæves havde forsøgt at få Jørn Neergaard Larsens svar på spørgsmål om arbejdsulykken, hvor to fiskere døde, og pumpemanden Nick Vejle blev svært hjerneskadet. Falckredder Erik Schack blev kort efter ulykken også alvorligt hjerneskadet.
I artiklen vurderer ekspert i forvaltningsret Oluf Jørgensen, at ministerens og Arbejdstilsynets manglende svar til Fagbladet 3F er et problem.
– Det er et alvorligt demokratisk problem, at en minister ikke vil svare på enkle og klare spørgsmål inden for sit ansvarsområde, sagde Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.
Her er spørgsmålene til ministeren
Christian Juhl har bedt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen svare på følgende spørgsmål:
* Hvorfor mener Arbejdstilsynet, at arbejdsulykken i Strandby Havn er undersøgt grundigt, når myndighederne slet ikke har talt med de to førstehåndsvidner Nick Vejle og Erik Schack?
* Har Arbejdstilsynet eller en anden myndighed efter arbejdsulykken i Strandby Havn lavet en undersøgelse af koncentrationen af svovlbrinte og andre farlige giftdampe i fiskekutterens lastrum? I bekræftende fald ønskes oplyst, hvad målingerne viste? I benægtende fald ønskes oplyst, hvorfor en sådan undersøgelse ikke blev foretaget?
* Søfartsstyrelsen har ændret sit tilsyn på fiskeskibe som følge af dødsulykken. Hvad har Arbejdstilsynet gjort på baggrund af dødsulykken?
* Hvorfor indførte Arbejdstilsynet i 1988 den anvendte praksis om indstilling til henlæggelse af dødsulykker ved nære relationer? Vil Arbejdstilsynet ændre denne praksis efter kritik fra flere politiske partier? Ministeren bedes i bekræftende fald begrunde hvorfor og i benægtende fald hvorfor ikke?
* Har ministeren tillid til Arbejdstilsynet i dets behandling af dødsulykker? Ministeren bedes i bekræftende fald begrunde hvorfor og i benægtende fald hvorfor ikke?



